Majoren tog mod hjælpen

Af  Henrik Reintoft,

hre@jv.dk

VARDE:

Der lyder et øredøvende brag efter 125 kilo sprængstof, der som en ildkugle tager et dødens tag i den canadiske pansrede mandskabsvogn, LAV3, med i alt otte soldater. Deraf fem danske soldater. Det er i Kandahar i Afghanistan i 2007 lige efter mørkets frembrud. En Taleban-kriger har sekunder inden kørt en pickup op på siden af den pansrede mandskabsvogn, hvor Steen Holm Iversen sidder.

Han er passager og ser vognkommandøren blive blæst omkuld med blodet strømmende ud af det stykke af armen, der ikke er der. Det brænder inde i mandskabsvognen. Det er uvirkeligt. Skytten er forstenet. Men det er kun begyndelsen. For de er endt i et bagholdsangreb og bliver efterfølgende ramt af geværild og panserværnsraketter. De detonerer til al held ikke, da de formentlig er affyret alt for tæt på. 

• Det er som at sidde i en popcornmaskine. Vi bliver voldsomt beskudt. En ung soldat falder fra hinanden. Han blev aldrig et menneske igen. En ung lovende fyr. For os var det afmagt. 

Liv i motoren

Den nu 51-årige major Steen Holm Iversen sidder i skovens dybe stille ro i haven på Lundvej og tænker på den dag i 2007, som for ham blev en skelsættende begivenhed. Og han tænker med et anerkendende smil på den canadiske vognfører, der på en eller anden måde fik liv i motoren og fik kørt vognen tre-fire kilometer væk i sikkerhed.

• Hvis han ikke havde fået startet motoren, så sad jeg ikke her, siger Steen Holm Iversen. 

Han er i dag major i Hærens Efterretningscenter på Varde Kaserne, hvor han er sektionschef. Og han er et levende bevis på, at selv om man diagnostiseret med posttraumatisk stress syndrom (PTSD), så kan livet leves. Også i de grønne klæder.

• Hvis vi gør PTSD til ikke andet end fire bogstaver, så har vi får alvor tabt. Veteranerne er nogle meget specielle mennesker. Ofte meget ressourcestærke mennesker, der er slået ud af kurs.

Dræbt med økse

Han råber op med baggrund i krigsveteranen, Lars Kragh, som for nylig dræbte sine forældre med en økse og blandt andet blev set i Blåvand. 

• Pressen har fokus på den forrykte handling af Lars Kragh. Det er naturligt. Men det har en markant indflydelse på mange veteraner, siger Steen Holm Iversen.

For de bliver stemplet som omvandrende bomber. Og han har talt med flere veteraner, som ikke kan få et arbejde, da virksomheder ikke tør ansætte dem. Det vil han gøre op med.

Knækker sammen

Selv tager han udgangspunkt i sin egen vej og et forløb, som begyndte tilbage i 1985, da han som værnepligtig kom ind til Livgarden. Der var nu det, som familien fandt, var det rigtige for Gentofte-drengen, der nu hellere ville være landmænd. 

Som udsendt i Tusla i Bosnien i 1994-95 møder han for første gang krigens gru. Hans daværende kæreste løber med en anden, mens han er udsendt. Så han kommer hjem til ensomheden og fortvivlelsen, som rigtig kommer til udtryk under en våd julefrokost i 1995.

• Jeg knækker sammen. Jeg var klar til at kæmpe på muslimsk side, så serberne kunne få én på ørerne, siger ham sammenbidt.

Han kniber de brune øjne sammen og fortæller, at han efterfølgende blev sendt til Krise- og Katastrofemedicinsk Afdeling på Rigshospitalet.

• 20 minutter efter stod jeg på gaden igen. Du føler dig svigtet og overladt til dig selv.

Indlagt på Spangsbjerg

Han får sig mandet op og fortsætter sit arbejde i Bornholms Værn, men tager ofte på druk i weekenden. Han flygter ind i flasken. I 2002-2003 udsendes han igen til Bosnien, hvor de finder fire-fem massegrave. Da var han kommet til Oksbøllejren, hvor han gjorde tjeneste i 3. Panserbataljon under Jydske Dragonregiment. 

• Da jeg kommer hjem fra Bosnien, er jeg færdig. Jeg er udmattet. Jeg blev så dårlig, at jeg ikke engang kunne tage mit eget tøj på, siger han, der dengang boede i Outrup med sin daværende hustru.

Det var lige før jul. Og mens alle andre gik rundt om juletræet, lod han sig indlægge på den psykiatriske afdeling, Spangsbjerg. 

• Efter at have fået børn er det min næstbedste beslutning at lade mig indlægge på psykiatrisk. Der blev jeg tvunget til at forholde mig til mig selv. 

Han fortæller, at han var begyndt at få psykologhjælp, som Forsvaret stillede til rådighed. Og han havde aftalt med en kvindelig psykolog, at hvis han var klar til at tage billeten, så skulle han lige ringe til hende først, før han bankede på porten til Sankt Peter. Og hun fik ham overbevidst om, at Spangsbjerg var sidste mulighed. 

Han lærer sig selv at leve med spørgsmålet.

• Jeg har et antal kasser i mit liv. Og en del af kasserne må aldrig åbnes. Det er ikke alt, man skal forstå.

Et kærestebrev i postkassen

Efter tre uger udskrives han. Han lader sig skille og er nu kommet til Hærens Kampskole i Oksbøllejren. 

– Mine chefer begyndte at kigge efter en afløser, da de ikke var sikker på, jeg var stabil. Jeg har været hudløs ærlig over for både medarbejdere og chefer, siger Steen Holm Iversen.

For åbenhed er for ham halvdelen af helbredelsen. Men i 2004-05 lever han ikke. Han overlever og går på druk hver weekend i Esbjerg.

• Jeg passer mit arbejde, men lever i frit fald for at redefinere mig som menneske.

En dag i 2005 ligger der en redningskrans i form af et brev i postkassen. Det er et brev fra Dorthe Holm Jacobsen, som han kun kendte af ansigt. Kort fortalt var det et kærestebrev.

• Først bliver du smigret. Så bliver du skræmt. Dorthe blev den stabile faktor i mit liv, siger han om kvinden, som han blev gift med i 2011.

Han får mere styr på sit arbejde med op- og nedture. I årene 2008-2011 er han del af Aktionsgruppe Særlig Hændelse. Det er en slags havarikommission, som ser på krigshændelser i Afghanistan og hvad, man kan lære af det. Han deltog i efterforskningen af 22 hændelser og var i den forbindelse syv gange i Afghanistan. 

Han går løbende til psykolog, da han får små tilbagefald. 

• Hvis jeg ikke havde taget mod hjælpen, så tør jeg ikke tænke på, hvad det var sket.

I 2009 anerkender Arbejdskadestyrelsen, at han kan lide af eller har lidt af posttraumatisk stress syndrom og giver ham en mengrad på 18 procent. Han første tanke er, at han endelig bliver anerkendt for det, som han har været udsat for.

• I dag synes jeg, at det har haft enorm betydning for min karriere. Jeg er i virkeligheden ikke soldat mere. Jeg kan ikke udsendes, siger han med sænkede skuldre.

Men det værste var, da han som ansat i Forsvaret i 2011 blev vurderet af Mulighedskommisionen. Alle, der ikke må udsendes mere, får deres ansættelsesforhold behandlet i Mulighedskommissionen.

• Det går op for mig, at jeg kan blive fyret. Jeg har det ad helvede til, siger han om Mulighedskommissionen, som giver ham nåde.

Du er dit eget fix

Han kan fortsætte i Forsvaret, men uden mulighed for at avancere. Det giver stof til eftertanke for Steen Holm Iversen, der i bunden af en Jack Daniels-flaske i 2014 finder en ny vej. Han vil i Folketinget og er i dag kandidat for Liberal Alliance. 

Og en af hans kæpheste er flere psykiatriske sengepladser og nogle kursteder, som i gamle dage, med fred og ro. Men i sidste ende er der kun en, der kan hjælpe en veteran med en sønderskudt sjæl.

• Der er ingen, der kan fixe dig. Du er dit eget fix. Hvis du ikke selv som veteran rækker hånden ud og siger, “jeg vil have hjælp”, så får du ikke hjælp. 

FAKTABOKS:

Veteraner

Siden 1956 har der været udsendt cirka 35.000 danske soldater.

• Der er cirka 700 veteraner i Varde Kommune. En veteran er en soldat, der har været udsendt i mindst tre måneder.
• En stor undersøgelsen af ISAF hold 7 med 749 soldater, der var udsendt i Afghanistan i 2009, viste, at tre år efter havde 9,7 procent en række intense PTSD-symptomer.
• Mere end hver femte veteran føler, at de har fået fysiske eller psykiske mén af at være udsendt på internationale missioner som soldater. Det viser en undersøgelse blandt godt 3.000 veteraner lavet af Det nationale forskningscenter for velfærd.