KØBENHAVN 29. maj 2026
Med faner, kranselæggelse og medaljeoverrækkelse var mere end 200 veteraner, pårørende og repræsentanter fra Forsvaret, Danmarks Veteraner og det officielle Danmark repræsentatet i Kastellet for at markere Peacekeepers Day.
Årets markering havde et særligt fokus på 70-året for Danmarks første fredsbevarende mission i Gaza, hvor danske soldater i 1956 som de første blev udsendt som en del af FN’s indsats under Suez-krisen. Dagens markering er derfor ikke kun en hyldest til nutidens veteraner, men også en anerkendelse af de pionerer, der lagde grundstenen til syv årtiers dansk deltagelse i internationale fredsoperationer.
Hyldest til de første fredssoldater
Et af dagens stærkeste øjeblikke kom, da Gaza-veteranen og 70-års-jubilar Benny Lauridsen, (89 år) tog ordet som repræsentant for det første danske FN-hold.
Med både humor og alvor fortalte han om rejsen til Egypten i november 1956, hvor danske værnepligtige blev sendt af sted som nogle af verdens første fredsbevarende soldater til en væbnede mission. Han beskrev mødet med amerikanske styrker og de første måneder i ørkenen, hvor skorpioner, fluer og primitive forhold hurtigt blev afløst af alvorlige opgaver mellem de stridende parter ved Suezkanalen.
“Vi var stødpuden mellem de stridende parter” og understregede samtidig, at senere generationer af danske veteraner har løst endnu mere krævende opgaver i blandt andet Irak og Afghanistan – ofte med store personlige omkostninger.
Benny Lauridsen afsluttede sin tale med en hilsen fra de første danske fredssoldater til alle efterfølgende generationer af veteraner og med ønsket om, at dagen måtte blive et værdigt minde om danske soldaters indsats for verdensfreden.
Fred kan ikke tages for givet
Forsvarschef general Michael Hyldgaard knyttede i sin tale fortidens erfaringer sammen med nutidens sikkerhedspolitiske udfordringer.
Han fremhævede, at danske soldater gennem 70 år har bidraget til FN’s missioner i blandt andet Gaza, Cypern, Congo, Balkan og Afrika, og at deres indsats har været med til at skabe fred og stabilitet langt fra Danmarks grænser. Forsvarschefen pegede samtidig på, at verden igen står over for alvorlige konflikter.
“Der er igen krig i Europa. Konflikten i Gaza er igen blusset op. Men én ting har ikke ændret sig: danske soldater står fortsat klar til at tage ansvar sammen med vores allierede og partnere.”
Han understregede, at fred aldrig kan tages for givet, og rettede samtidig en særlig tak til veteranernes familier og pårørende.
“Ingen udsendes alene. Bag enhver udsendt står familier, ægtefæller, børn og venner.”
Veteraner hædret for årtiers indsats
En central del af ceremonien var dekorationen af veteraner med jubilæumsmedaljer, fortjenstmedaljer og nordiske hædersbevisninger.
Først blev seks veteraner fra Gaza-missionen hædret som 70-års-jubilarer. Landsformanden overrakte egeløv til jubilarerne som anerkendelse af deres mangeårige tilknytning til den danske veteranhistorie.
Herefter fulgte hædringen af 20 veteraner fra Gaza og Cypern, der markerede henholdsvis 60- og 65-års jubilæer. Landsformanden for Danmarks Veteraner og Veteranstøtten stod for overrækkelsen.
Yderligere 11 veteraner blev hædret som 50-års-jubilarer fra Cypern samt 25-års-jubilarer fra Balkan og andre internationale missioner.
Nordiske og nationale hædersbevisninger
Dagens mest markante dekoration gik til Forsvarschef general Michael Hyldgaard, der modtog Nordic Veterans Medal of Honour i guld for sin indsats for veteranområdet.
Derudover blev følgende hædret med Nordic Veterans Medal of Honour i sølv:
- Jacob Ellemann-Jensen, tidligere forsvarsminister
- Bjarne Berner
- Jens Morten Jørgensen
Danmarks Veteraners Fortjenstmedalje blev tildelt:
- Palle Stausholm (sølv)
- Kent Høilund (bronze)
- Henning Nielsen (bronze)
- Svend Benny Balle Lauridsen (bronze)
Afslutningsvis blev major af reserven Carsten Holmfred dekoreret med Forsvarets Medalje for Fortjenstfuld Indsats af Forsvarschefen.
Et fællesskab på tværs af generationer
Peacekeepers Day samlede veteraner fra mere end syv årtiers internationale missioner – fra Gaza-veteranerne fra 1956 til veteraner fra Balkan og nyere operationer.
Netop dette fællesskab på tværs af generationer blev fremhævet flere gange i løbet af dagen. Mens verdens konflikter og missioner har ændret karakter gennem årene, er formålet fortsat det samme: at bidrage til fred, sikkerhed og stabilitet.
Da fanerne blev ført ud af pladsen ved Monumentet for Danmarks Internationale Indsatser siden 1948, stod én ting klart: Arven efter de første danske fredssoldater lever videre i dag – 70 år efter at de første danske FN-soldater satte kurs mod Gaza.
Billederne er uredigeret. Du er velkommen til at bruge billeder af dig selv på egne profiler. Bruger du billeder i anden sammenhæng, skal de krediteres “Danmarks Veteraner & Veteranstøtten”.







































































































































































































































































































































































































































































































