Af Marlene Bendix / Sergent Skousbøll, ISAF 7
”Mod til at leve livet.”
Ordene kom fra en af de 11 kvinder, da vi søndag den 17. august 2025 afsluttede vores march i de norske fjelde. Solen stod højt, støvlerne var slidte, og tårerne trillede ned ad kinderne – for det var præcis det, turen handlede om. At finde frirummet, hvor alt det tunge bliver lidt lettere, når man står skulder ved skulder med andre kvinder, der kender virkeligheden som udsendt.
Jeg havde tidligere deltaget i Kvindelige Veteraners tur i 2023, dengang i de svenske skove. Da muligheden kom for endnu en tur – denne gang i fjeldet – pakkede jeg rygsækken, afleverede hjemmefronten (mand, tre rollinger og hund) til ny koordinator, og satte kursen mod Randers for at samle to ukendte medkæmpere op.
Allerede i bilen faldt snakken naturligt. Dorthe, politiveteran, og jeg, selv tidligere betjent, fandt hurtigt fælles sprog – selv med 20 års aldersforskel. På færgen kom flere veteraner til, herunder vores guide Mette Mortensen (Alene i Vildmarken). Sjællandsholdet rykkede ind via svensk akse.
Ved ankomst til Lifjell ca. kl. 1900 gennemførte vi ”appel” på parkeringspladsen. Udstyr blev udleveret – MRE’s, telte, liggeunderlag, stave – og alle blev koblet op i buddy-makkerpar. Så gik marchen ind i terrænet under en aftenhimmel, der kunne have været hentet direkte fra et postkort. Lejren blev etableret, te kogt, og dagens indsættelse afsluttet.
Dagene i terrænet
Fjeldet leverede på alle parametre:
- morgenbad i iskolde søer,
- vandring i stiv kuling og regn,
- sol og blå himmel dagen efter.
Pløkker blev forstærket med stensætning, og buddy check blev udført morgen, middag og aften. Rutinerne var militære, men stemningen var alt andet: uformel, tryg og uden hierarki.
Hver deltager havde hjemmefra forberedt et ”morale boost”. På min første tur havde jeg medbragt rød neglelak – mit lille fingeraftryk fra tjenesten, hvor jeg altid havde røde tæer i felten. Denne gang fik alle en lille pose med faldskærmsline (armygrøn og pink) samt en lås, så vi kunne binde et armbånd som minde. Vores eget ”Fight like a Girl”-symbol.
Sammenholdet
Samtalerne flød naturligt, når vi gik. Vi delte historier, tanker og de emner, der sjældent får plads i kasernehverdagen: menstruation på mission, seksuelle behov under udsendelse, og det at skulle være rollemodel for de yngre kvinder, der er på vej ind i Forsvaret og politiet.
Det unikke var, at ingen behøvede at forklare eller forsvare sig. En deltager sagde: ”Jeg har aldrig været et sted, hvor jeg ikke skulle forsvare, at jeg tog afsted, selvom jeg havde børn. Ikke én har spurgt.”
Her var plads til både styrke og sårbarhed. Og midt i alt det seriøse var der også grin, pink snor, og en kløft, der nærmest råbte på at blive besteget. Fem af os tog udfordringen, selvom Mette M sagde: ”Det er for egen regning”, og vi fik en oplevelse, der sidder i kroppen endnu.
Afslutning
Fire døgn senere føltes det, som om vi havde været afsted i ugevis. Kroppen var træt, men sindet fyldt op. Vi tog afsked på samme parkeringsplads, men vi var ikke de samme, som da vi kom. Måske er det netop dét, der minder mest om at være udsendt: at have delt noget, som kun dem, der var der, forstår.
Én ting var vi alle enige om: Vi er rollemodeller. Ikke fordi vi skal være perfekte, men fordi vi tør gå foran og vise de nye kvinder i uniform, at man kan være sig selv – og stadig være en del af noget større. Fordi vi er gode nok.