En gruppe af tidligere udsendte til Kosovo og deres pårørende var på en gensynstur hvor følelserne kom helt uden på tøjet. Læs den fine og rørende beretning fra turen.
Knapt vågne og klatøjede mødte vi i Kastrups terminal 2 kl. 04.45 til indtjekning af bagage.
35 personer (27 veteraner og pårørende) lettede fra dansk jord med kurs mod Pristina (via Wien), hvor vi landede kl. 11.25. Første punkt på dagsordenen var et besøg i Pristina Mall, hvor frokosten blev indtaget og småting indkøbt, hvorefter vi ankom til Hotel Emerald, som i den grad blev bevogtet af sortklædte mænd. Årsagen var at Kosovos præsident, Vjosa Osmani, deltog i et politisk møde, som blev afholdt på hotellet.
Fun fact om præsidenten er, at vores tolk fra KFOR-tiden; ”Barry” (Arbër Hoxha) er fætter til hende. Hoxha, som han blev kaldt på gensynsturen boede sammen med os på hotellet og stod sammen med turledelsen til rådighed hele turen.
Herrelandsholdet fra Kosovo var også indlogeret på hotellet.
Resten af eftermiddagen var til fri afbenyttelse og flere benyttede lejligheden til at bruge hotellets spa-område samt massagemuligheder.
Aftenen afsluttedes med tre-retters menu i hotellets restaurant, hvor der var hyggelig snak ved bordene og turleder Kim opfordrede os til at skifte ”samtalepartnerne” ud hver aften. En opfordring, som blev taget seriøst og ikke to aftners samtaler var ens. Skønt at mærke den dynamik, som opstår ved vores forskellighed og vores samhørighed ved at vi netop har oplevet samme mission, men på forskellige hold og har dermed forskellige oplevelser.
Veteranerne på gensynsturen bestod af folk fra alle niveauer (officerer, befalingsmænd og konstabler) samt fra hold 1 og frem.
”Turledelsen” bestod primært af Kim Andersen (veterankoordinator i Sønderborg Kommune) og Lars Andersen (veteran og psykolog). Til ledelsen kan vi også tilføje Julie Hasselager (veterankoordinator i Aarhus Kommune) og Mogens Østergaard (veterankoordinator i Haderslev Kommune). Vi var dermed i gode, trygge og særdeles kompetente hænder.
Austerlitzbroen
Vi fik besked på at sidde i bussen kl. 09.30 næste morgen, hvor turen gik mod Mitrovica og Austerlitzbroen. Lars forberedte os på, hvordan kroppen kunne reagere ved gensynet med broen og omgivelserne mv. Rigtig godt at få sat nogle ord på kroppens mulige reaktion.
På broen steg Hoxha og Kim ud og talte med en lokal politimand for at sige, at der nu ankom en flok danskere, der skulle gense broen og altså ikke en flok demonstranter, der fluks ville ud på broen.
Kort efter fik vi lov at komme ud af bussen og tage broen i øjesyn. En knude i maven, en klump i halsen, en tåre i øjenkrogen var meget svær at slippe for.
Broen bevogtes i dag af KFOR Police og vi fik en snak med engelske, irske, italienske og en dansk politimand i den forbindelse. Broen er i dag spærret, så man kun kan gå og cykle over floden Ibar. Flere gik rundt og tog oplevelsen ind, nogle talte sammen og andre mærkede ”den dér stemning”. Vores turledelse skal i den grad have ros for hele tiden at have øje på os og være der, hvis behovet opstod for at trække sig eller for at tale eller have en skulder at græde ud ved. Nogle fra gruppen begav sig til de tre tårne på nordsiden af floden, inden vi fik taget et gruppebillede midt på broen, hvorefter turen gik til den dengang nok så stolte, men nu hedengangne Camp Olaf Rye (COR). Det var et sørgeligt gensyn. Stabsbygningen, hvor blandt andet obersten havde kontor, var nedbrændt. Området bagved, hvor TOC og CISCENTER var placeret, var nu blot en jordbunke. Dog var der rester af NATO pigtråd og HESCO, som gav en følelse af at være ”hjemme”.
MP-bygningen stod tom og raseret, de nu åbne områder lå som en losseplads og flød med alverdens skrald. Veteranerne fra hold 1 fortalte, at det sådan set så sådan ud, da de kom i 1999 og skulle opbygge lejren.
Gymnastiksalen stod endnu og rummer i dag en grafisk virksomhed (i træningsrummet).
Garagebygningerne, som husede kampvogne til at starte med, senere PMV’er stod også endnu og de folk, som har virksomheder der i dag viste gladelig rundt og bød på læskedrikke. Baren GIMLE bliver i dag brugt som foderopbevaringsplads. Dog var der stadig spor efter os, idet blandt andet PMV’ernes nummerplader stod skrevet på muren ud for deres parkeringssted.
En mærkelig fornemmelse af gense lejren og flere fortalte, at havde de på forhånd vidst, at det var det, man skulle se, havde man helst været oplevelsen foruden.
Efter besøget i COR sattes kursen mod den albanske by Çabër. Under krigen i Kosovo var den udsat for kraftig artilleribeskydning fra en serbisk naboby, som ligger under 1 kilometer væk. Som fugl Føniks rejste byen sig igen og fik blandt andet en skole af staten Danmark. Midt i byen står et monument, hvor særligt to navne – “Latif E. Uka – 1999–1999” og “Emine Z. Selimi – 1913–1999” – den ene, hvis livshistorie aldrig nåede at begynde; den anden, hvis sidste side blev skrevet med endnu en krig.
Vi kørte fra Çabër til Camp Novo Selo, som ligger lidt nord for Pristina. Her fik vi rundvisning af de dygtige danske soldater (knap 30) fra Ingeniørregimentet, som i skrivende stund har missionen (hold 53). Intet besøg i en lejr uden et besøg i en PX – vi besøgte både den tyske og den amerikanske PX inden vi – efter en oplevelsesrig dag – satte kurs mod hotellet, hvor vi atter nød en tre-retters menu. Kim fik snakket gevaldigt med præsidenten for Kosovos fodboldforbund, Agim Adami, som insisterede på at betale for vores mad den aften. Det var virkelig fornemt. Samme aften skulle landsholdet spille mod Slovenien og kampen endte uafgjort.
Dag 3 skulle vi igen sidde klar i bussen kl. 09.30. Dagens første højdepunkt – bogstaveligt – var Kosovo Polje – Solsortesletten med det 25 meter høje Gazimestan monument, hvor Slobodan Milosevic i 1989 – markerede 600 året for Slaget ved Kosovo Polje, hvor serberne kæmpe mod Osmannerriget – ved at fremhæve Serbiens nationalitet og ret til Kosovo. Talen blev så at sige startskuddet på den senere Kosovo konflikt. En busfuld bosniske serbere var just ankommet, så de bevæbnede vagter bad os pænt om at lade dem komme ind til monumentet først.
Herefter kørte vi mod Susanne Lauritzens mindesten nord for Mitrovica og til alles store forundring var der ret op og ned ad mindestenen rejst en signalmast, som i vores optik, sagtens kunne være placeret 5-10 meter længere væk uden at det gjorde noget, men masten og den dertilhørende indhegning gjorde det før så flotte og stemningsfulde sted til noget – undskyld udtrykket koldt og ligegyldigt. Akkurat den følelse man absolut ikke skal have, når man står her. For at gøre det hele lidt værre, var selve mindepladen blevet stjålet. Hoxha reagerede resolut ved at kontakte politiet, som sendte en patrulje ud for at optage rapport. Politiet tog Hoxha med og leverede ham tilbage til gruppen senere.
Frokosten, en sandwich (og kolde pommes frites) nød vi på parkeringspladsen nedenfor Susannes mindesten, hvor tidligere lejrchef, Niels ”Luf” Madsen beretterede om de tanker der gik forud for placeringen af Camp Holger Danske og Camp Olaf Rye. ”Luf” var chef i Holger Danske og det var vældig interessant at følges med ham, da vi senere besøgte lejren, som lå få kilometer nordvest for Mitrovica.
Fra Holger Danske gik turen videre mod Zveçan, hvor turleder Kim fortalte om sine oplevelser. Noget som flere af turens deltagere kunne genkende. Bussen holdt på et busstoppested uden for byen, lige over for Trepça værket. Trepça-minerne er et stort industrikompleks i Kosovo. Minen ligger på de sydlige skråninger af Kopaonik-bjerget og det er Europas største bly-zink- og sølvmine.
Dagens sidste begivenhed bestod i et besøg i det serbisk-ortodokse Sokolica kloster. Det ligger smukt på en bjergskråning og er kendt i Kosovo for sin historiske og ikke mindst religiøse betydning. Både i bussen og on-site gik snakken om den gamle abbedisse Makarija, som døde i 2022.
Hjemme på hotellet var aftenen til ”fri leg” og efter aftensmaden var mange i spaområdet, hvor snakken gik lystigt og det var hyggeligt at lytte til veteranernes ”Kan du huske…?”
Klar i bussen kl. 09.30 på dag 4, som startede med at selskabet skulle aflægge Adem Jasharis sønderskudte hus i Prekaz et besøg. Det fik sat gamle tanker i gang hos nogle; at se på en samling huse, som de så ud dengang de første KFOR-soldater ankom til Kosovo i 1999 – sønderskudte, sønderbombede og udbrændte.
Adem Jasharis hus stod som dengang i 1998, hvor serberne 5.-7. marts bombede og skød ham, hans bror og over 50 familiemedlemmer – herunder kvinder og børn. Husene havde stilladser omkring sig, så besøgende kan gå rundt uden om huset og kigge ind og se, hvordan det står, som dengang. Det var et tankevækkende besøg.
Adem Jasharis hus
Jashari og hans familie ligger i et stort gravfelt få hundrede meter fra husene – ikke langt fra et lille museum, der blandt andet udstiller genstande fra husene, fx Adems eget AK-47 maskingevær, som man fandt på ham da man ryddede op efter angrebet. Adem Jashari anses af de fleste kosovo-albanere som en nationalhelt og han er en af grundlæggerne af Kosovo Liberation Army (UÇK/KLA).
Turen herfra gik mod Delta 3-1 – den nordvestlige grænse mellem Serbien og Kosovo på bredden af Gazivodesøen. Flere af turens deltagere havde minder herfra og det kom der gode fortællinger ud af. Folkene fra Kosovo Police Force tog pænt imod os og det viste sig en af dem faktisk havde kørt cykelløb på højt niveau og havde blandt andet været i Herning for at cykle.
Fra grænsen gik turen med et fotografisk pitstop ved Gazivodesøen til Restaurant Vigu, som ligger ved Ibar mellem Zubin Potok og Mitrovica. Her indtog vi sen frokost inden vi igen – mætte af mad og oplevelser kørte mod hotellet i Pristina.
Sidste hele dag var beregnet til fri leg og flere tog med til midtbyen Pristina, hvor vi slentrede på Boulevard Mother Theresa, hvor vi så et flot KFOR-monument og en kirke, inden vi indtog en øl, sodavand eller kaffe på en fortovscafé i området ved NEWBORN monumentet inden vi blev kørt i indkøbscentret Albi Mall, hvor der var mulighed for at erhverve sig de sidste souvenirs eller gaver til dem derhjemme.
Aftensmad var for egen regning denne sidste aften, men vi skulle dog alle mødes kl. 17 i en af hotellets loungebarer.
Som sagt så gjort – alle mødte op, sad i loungen og snakkede og udvekslede minder. Turleder Kim kaldte os til orden og fortalte, at Mitrovica by (i daglig tale Mitrovica Syd), stadigvæk er danskerne og vores indsats meget taknemmelige og derfor har de udstedt et certificate of recognition – eller ”taknemmelighedsbevis” til hver enkelt veteran på gensynsturen. Vi blev en efter en kaldt op til Kim, for at få vores certifikat overrakt. Hoxha fortalte, at det var viceborgmesteren, som havde skrevet under på alle certifikaterne og som et aber dabei kunne han fortælle, at viceborgmesteren efter dagens kommunalvalg højst sandsynligt ville få borgmesterposten i Mitrovica Syd.
Aftenen bød på afterparty, som endte med at vi – stort set alle sammen – sad og så fodboldkampen Danmark-Grækenland, som endte med en dansk sejr på 3-1.
Dagen efter sad vi klar i bussen kl. 09.00 med afgang mod Pristina Lufthavn, hvorfra vi via Wien ramte København rettidigt kl. 16.55, hvorefter vi skiltes ved baggagebånd 10 – en masse nye venskaber og gode oplevelser rigere
Tak til Kim og Lars for en uforglemmelig tur!
