Nijmegenmarch 2024

Veteranstøttens Marchhold gennemførte atter engang årets klassiker over dem alle: Nijmegenmarch 2024.

Tekst: Torben Rønne
Fotos: Nijmegenholdets topfotografer

Marchholdet gennemførte for tolvte gang Nijmegenmarchen under den brændende hollandske sol, og det i overbevisende stil, trods fysiske udfordringer i form af overordentligt store slidmærker, overbevisende vabelsamlinger, forstuvede ankler, ryg-hofte og knæslidtage og udbrud af den frygtede Heumensoord Ebola. En særdeles stærk korpsånd, en flot indsats af hele holdet og især ordonnansen, muliggjorde at alle gennemførte marchen under parolen ”alle ud, alle hjem!”.

The Dream Team

Holdet bestod dette år af 17 deltagere (inkl. ordonnans) i alderen 25-64 år. Vi repræsenterede de tre værn, Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren, hvilket gav rig mulighed for røverhistorier og at tale om godt og skidt i de enkelte værn. Det stod hurtigt krystalklart, at intet rigtigt havde ændret sig de seneste 40 år. Søværnet går grueligt meget ondt igennem, men spiser godt og rigeligt. Flyvevåbnet sover og spiser som konger, og forstår ikke helt de andres brok. Hæren har ondt i knæ og ryg, spiser feltrationer og sover på dørken J.

Vi har været udsendt på FN og NATO-missioner fra Cypern over borgerkrigen i Ex-Jugoslavien til Irak og Afghanistan.  Søværnets indsættelser rundt om i verden har givet mange nyere veteraner, hvilket også var repræsenteret på holdet. Den tid vi lever i afspejler netop hvor komplekst begrebet ”veteran” er, da vi trods vores uniform og fællesskab er meget forskellige individer med hver vores unikke baggrund. Holdets diversitet er samtidigt vores styrke, da homogeniteten og den meget brede accept af forskelligheder cementerede vores sammenhold og succes.

Holdfører Peter førte holdet med sikker hånd gennem Nijmegens gader og hollandske veje, medens han gik sin march nummer 22 (!). Bannerfører Morten gik ubesværet sin march nummer 12, medens han støttede alt og alle, i stort og småt. Vi øvrige ressourcepersoner på holdet havde også tidligere deltaget en håndfuld gange eller mere, støttede hvor vi kunne og nød samværet og det gode humør.

Kampsoldaterne Kim og Aksel var tilbage efter den hele medalje, og har sværget at fortsætte kampen indtil ”sølvkorset er i hus”. Lonni gik sin første Nijmegenmarch i overlegen stil, forrest sammen med Morten, og strålede om kap med solen. Tina gennemførte marchen med ”bidet mellem tænderne”, trods vabler i gigantklassen, forstuvede ankler og dårligt knæ. Stærkt gået, Tina, kæmpe respekt!

Og så var der vores ordonnans Henrik, som både under kontrolmarchen 03-04. maj sammen med Carl støttede os særdeles vel, og som under hele Nijmegenmarchen leverede en overmenneskelig indsats for at holde alle mætte, tilfredse og godt gående.

Nijmegenmarchen – hvad er det som gør den så speciel?

Jeg kan ikke skrive det bedre end Robert gjorde i 2023, og jeg citerer her ordret hans artikel: ”Nijmegenmarchen er en både nådesløs og fantastisk oplevelse. Nijmegen by er hjemsted for 170.000 hollandske borgere, men i ugen hvor Nijmegenmarchen finder sted holder hele provinsen en gigantisk byfest. I 2022 betød det at 1,5 millioner mennesker besøgte byen i løbet af marchdagene. De mange besøgende betyder, at store dele af marchen opleves som det rene Tour de France, hvor man skal mase sig igennem den jublende folkemængde, mens LIVE-bands spiller schlagermusik og gængerne tilbydes rigelige mængder kys, kram og øl.

Samtidig er marchen også endeløse kilometer af småveje, diger og grusveje i vindstille, bagende sol til lyden af såler mod asfalt. Alt imens vablerne fra forleden vokser sig større og større. Fra dag til dag bliver kroppen mere og mere øm, leddene stivere og mængden af smertestillende håndkøbsmedicin vokser i lommen. Fire dages ekstremsport i en gigantisk byfest er, på godt og ondt, en enestående oplevelse og man oplever den enorme mentale forskel der er på at gå midt i en fest, hvor man glemmer sine smerter og at gå på en stille vej, hvor man er alene med sit sind og sine tanker”. Tak Robert, smukkere kan det vist ikke beskrives. En Tour de Force for især de nye og de som ikke har trænet tilstrækkeligt, og en god udfordring for alle som deltager.

Nijmegenmarchen er en institution i sig selv, og et af verdens største vandrearrangementer. 45.000 mennesker går sammen i fire dage i træk, på forskellige ruter af varierende længde og sværhedsgrad. De civile går ruter på 30-50 km, og de militære går 40 km med eller uden 10 kg oppakning. I årets march deltog der over 5000 militære gængere, hvoraf de 1200 var fra de nordiske lande. 467 af de som gennemførte var fra Danmark. I alt gennemførte 41,552 gængere.

De militære deltagere og marchkontingenter er alle indkvarteret i Heumensoord lejren. Veteranstøttens Marchhold er indkvarteret på samme hvilkår som alle andre, men holder generelt en lidt lavere profil, da vi har hver vores at arbejde med; og det gør vi bedst under mere afdæmpede forhold. Vi marcherer alle i uniform, til trods de fleste af holdmedlemmerne er civile, og fremstår med samme uniformitet, værdighed og samles under vores unikke kvartermærke. Det danske kontingent er det samlende element for alle danske, og sørger for overordnet styring.

Holdets sammensætning og forberedelser er ikke tilfældige, men nøje planlagt og styret

Holdets sammensætning til årets Nijmegenmarch fulgte de samme retningslinjer, som de foregående år. En del af holdet skal være veteraner med fysiske eller psykiske kampskader, en del af holdet skal være ressourcestærke veteraner, der kan løfte, motivere og hjælpe, en del af holdet skal være førstegangsgængere og holdet skal helst repræsentere flere køn, værn og missioner.

Veteranstøttens Marchhold gennemførte en veltilrettelagt og godt gennemført kontrolmarch 03-04. maj, hvor holdets ledelse vurderer om sammensætningen af ansøgere levedygtig og deltagernes træningstilstand er god nok til at gennemføre den senere march. Kontrolmarchen var to dage i behageligt marchvejr, og Nijmegenmarchen blev som oftest fire dage i stigende varme, med en slutspurt i 30 grader C (+). Det skulle vise sig, at den høje temperatur gav ekstra udfordringer.

Efter kontrolmarchen i maj drog vi alle hjem med erfaringer og ting, der skulle implementeres inden afgangen til Holland. På selve kontrolmarchen gik vi som vi ville i Nijmegen, byttede lidt rundt på hvor de enkelte gik i kolonnen, og fik derfor talt godt med hinanden under træningen, og især om aftenen. Kontrolmarchen er absolut afgørende for kammeratskabet, velfærden under selve Nijmegenmarchen og selve den eksercits at kunne indgå i en militær marchkolonne under pressede forhold. Alt dette faldt smukt på plads, og da vi selv stod for madlavningen om aftenen og morgenen, så rystede det os godt sammen. Tak til Carl, Kammeratstøtten, Holdfører Peter og resten af holdet for en god oplevelse og indsats!

Sammenholds styrke, fælles værdier og viljen til aldrig at give op – Nijmegenmarchen 2024

Søndag og mandag var de traditionelle ankomst og klargøringsdage inden selve løjerne begyndte om tirsdagen. Alle de nye skulle lære lejren at kende, vi skulle alle komme på plads og møde nye og gamle kammerater, og så skulle vi naturligvis ind i Nijmegen by for at fouragere. Hyggeligt og et godt tiltag, at holdet samlet tager ud og oplever byen sammen, hvilket var en god start på turen.

Første dagsmarch var som altid tirsdag. De fleste kunne godt mærke, at de var i live efter dagens march på 45 km. Temperaturen var god og vi gik i et fornuftigt tempo, med passende pauser. Efter hjemkomsten var der fast rutine med styr på stumperne, bad, spisning og kontrol af fødder m.m. Ved aftensmødet fik vi tilbagemelding fra holdførermødet og talte dagens march igennem, medens vi lagde planen for onsdagens march. Gode praktiske rutiner som alle sikrer succes.

Anden dagsmarch onsdag var en kort dag på 38.1 km. Dette var påskyndet, da de første skader og trætheden havde fået tid til at melde sig på banen. Dog var det allerede på de første dage af marchen tydeligt, at vi som hold var godt gående!

Man fristes til at udtale ”på tredjedagen opstanden fra de døde”, da enkelte var presset ud af deres komfortzone og derfor trængte ekstra kærlighed & kammeratstøtte. Tredjedagen var den berømte ”Bjergetape”, hvor de syv små høje skal bestiges, og allerhelst i varmt solskinsvejr; ellers får man ikke den fulde oplevelse. Det sørgede Nijmegen marchen i rigt mål for, da det var en varm og svedig solskinsdag, som dog kastede endnu en stærk holdindsats af sig. Stærk gået af alle!

Aftenen inden sidste og fjerde dag, da måtte vi igen udøve heksekunster og udstrakt kammeratstøtte til især vores benjamin (yngste mand), Johan. Johan er en verdensmand og et yderst godt & behageligt menneske. Derfor tildelte Robert og jeg ham særlig kærlighed, og som ved et mirakel, så rejste Johan sig af sin seng på fjerdedagens morgen, og gik ud i verden for Danmark og Flåden. Aldrig har jeg set en sådan forvandling af en førstegangs gænger, og det holdt hele vejen fra udmarch til og med indmarchen i Nijmegen. Samtlige rundkørsler fik en omgang med kvartermærket, og vores unde løve var ustoppelig. Selv krigskarlene Kim og Aksel var imponerede og udtrykte respekt for Flådens raske folk, hvilket er meget store ord i Hæren.

Fredag og sidste marchdag viste sig at blive en endnu varmere dag, men Veteranstøttens Marchhold har ikke tradition for, at deltagere udgår undervejs. Veteraner strækker sig meget langt for at få alle ud, og med hjem igen. Trods svære skader, begyndende hedeslag, Heumensoord Ebola (en ondskabsfuld virus) og udmattelse kom alle i mål inden for tidsfristen. BZ alle!

Samlet set bekræftede fredagen, at selv med de individuelle udfordringer som PTSD giver med larm, mange mennesker og ekstreme temperamenter, så gjorde den stærke følelse af fællesskab og ansvar, at alle kom igennem. I målområdet på den historiske kampplads Charlemagne i udkanten af Nijmegen modtog vi Nijmegenmedaljer, hvorefter holdet minus tre gennemførte den legendariske indmarch af ruten ”Via Gladiola” til centrum af byen med hundredetusinder af tilskuere og folkefest. Vi var to som ikke var i stand til at gå indmarch, og vores trofaste ordonnans Henrik støttede os indtil en transport kunne tage os retur til sanitetsteltet i Heumensoordlejren.

Belønningen for det hårde slid – både under træningen, kontrolmarchen og selve marchen.

Medaljerne er noget helt særligt og en væsentlig årsag til, at folk kommer igen. Førstegangsmedaljen er et femtakket gyldent malteserkors i grønt og gult bånd. Når man går anden gang, tilføjes medaljen den hollandske kongekrone øverst, hvilket gør medaljen ”hel”.

Citat Robert fra 2023; ””Fandens også – så er jeg jo nødt til at gøre det igen” som en af veteranerne konstaterede under indmarchen. Og han har ret. Første gang kunne jo være rent held”. Og efter den hele medalje, så kommer der tal på båndet. Og ved femte gang kommer der et sølvkors (uden krone), hvilket kræver at man kommer igen en sjette gang. Og så er man hooked!

Tak til alle på og bag Veteranstøttens Marchhold, måske især de familier og pårørende som sørger for at vi kan bruge både ferie og fritid igennem et halvt år op til og under Nijmegenmarchen. Uden den samlede indsats ville dette års march ikke kunne lade sig gøre, og slet ikke blevet den succes det blev. Personligt har jeg nydt det privilegie at kunne deltage på holdet, og dermed blive en del af noget, som er meget større og meget mere end det enkelte menneske.

Kammerater, tak for turen. Jeg gør det gerne igen, men kun hvis det bliver med jer!

 

Aktuelt

Midler til mindelunden ved Rindsholm kro

Istandsættelse af samlingssted for veteraner og pårørende i Vestdanmark: Danske Soldaters Mindelund ved Rindsholm Kro Danmarks Veteraner og Veteranstøtten hilser med stor tilfredshed, at partierne bag Finanslov 2025 har besluttet at bevilge 2 mio. kroner til...

Danmarks Veteraners nye medlemsmagasin

Hvad kan du læse i det nye nummer af Danmarks Veteraner? Det nyeste medlemsmagasin fra Danmarks Veteraner er netop udkommet og byder på en bred vifte af spændende og aktuelle artikler for både veteraner og pårørende. Her er et indblik i, hvad du kan glæde dig til i...

Skal du gå med på Nijmegenholdet i 2025?

Her er et tilbud, du simpelt hen ikke kan sige nej til: Veteranstøtten deltager i 2025 med hold til Nijmegenmarchen  Igen i 2025 får du chancen for at udfordre dig selv, få oplevelser for livet, møde andre veteraner, så hvis du vil deltage på Veteranstøttens hold er...

Julehjælp 2024

Så er det ved at være tid til at tænke på denne søde juletid. Vi ved godt, at den for nogle kan være både dyr, svær og hård, men derfor har vi med gode venners hjælp (tak til veterankoordinatoren i København) samlet en liste med link til steder, hvor du kan søge...