I uge 6 har Veteranstøttens friluftsudvalg haft en flok veteraner i Høvringen i Norge. Høvringen er en naturskøn fjeldlandsby i Norge, beliggende ca. 1.000 meter over havet ved indgangen til Rondane nationalpark. Som også er Norges første nationalpark. Temperaturen lå mellem -15 og -20 grader hele ugen. En fantastisk flot men barsk natur.
Efter en lang køretur på ca. 11 timer fra København til Høvringen, var alle trætte. Vi blev indkvarteret i den skønneste træhytte som er en del af Høvring fjeldstue. I træhytten blev vi fordelt ud på to mands luk afér. Der gik ikke mange minutter inden alle mand faldt i søvn, for at blive klar til 1. dag på fjeldski.
Dag 1 stod på teknik. Nogen af os havde aldrig rigtig stået på fjeldski før, og det blev tydeligt fra første meter. Det, der ser let ud, kræver rytme, balance og tålmodighed. Samtidig skulle vi finde ud af, hvor mange lag tøj der skulle til for at fungere i de barske kuldegrader. For lidt, og kulden går direkte i kroppen. For meget, og man sveder – og så fryser man,
så snart man stopper. Det er en konstant justering.
Dag 2 kørte vi 11 kilometer i kuperet terræn med skiftende
højdemeter. 11 kilometer i de temperaturer føles ikke som 11 kilometer derhjemme. Stigningerne trak tæn
der ud. Lårene syrede, pulsen hamrede, og kulden bed i ansigtet. Nedkørslerne krævede fuld koncentration – og flere af os, tog nogle rigtig “gode” styrt. Den slags hvor man ligger et øjeblik i sneen
og samler både ski og stolthed op. Men ingen blev liggende. En hånd frem. Et grin. Og videre.
Dag 3 var kortere. De fleste var brugte oven på gårsdagens tur. Kroppen var tung, men teknikken bedre. Mindre kamp – mere flow. Vi vidste, at vi skulle være klar til dag 4.
Dag 4 stod på fuld oppakning og bare opad. Hvert stavtag kostede mere med vægten på ryggen. Vi var på vej mod en primitiv hytte et øde sted. Ingen varme ventede os – kun det, vi selv kunne skabe. Da vi nåede frem, var første opgave at få gang i brændeovnen. Den gik hurtigt fra livsnødvendig varme til regulær sauna, og vi måtte åbne for kulden. Aftensmaden stod på frysetørret feltration. Simpelt. Funktionelt. Aftenhygge var med brændeovn, kaffe, kakao, snack og ikke at forglemme Bønnespillet.
Natten var lang for de fleste. Hytten knirkede, vinden tog fat, og ikke alle sov. Nogle sov fantastisk. Sådan er det også i en gruppe – vi reagerer forskelligt. Tidligt næste morgen tog første mand initiativ og tændte op i brændeovnen. Uden ord. Bare handling. Langsomt bredte varmen sig igen.
Dag 5 bød på en belønning. Nede ved Putten – en café, hvor man kan komme ind og varme sig og få varme vafler – gjorde vi vores sidste stop, inden vi vendte tilbage til fjellstuen. Trætte, ømme og med røde kinder trådte vi ind i varmen. Vafler og kaffe har sjældent smagt så godt. Kontrasten fra fjeld og kulde til varme og lys gjorde noget ved os. Der var en ro i gruppen. En følelse af at have gennemført.
Vi var flere der blev presset fysisk og mentalt. Selvom de fleste var i god form, blev vi sat på arbejde på en ny måde. Nogen blev konfronteret med at være nybegynder. Med kulde, der ikke giver rabat. Med bakker, der ikke bliver lavere af at kigge på dem.
Men vigtigst af alt: Vi gjorde det sammen, som veteraner. Vi deler en baggrund. Vi behøver ikke at forklare alt. Vi hjælper hinanden op, når vi tager et styrt. Vi tænder op i brændeovnen, før resten vågner.
Veteranstøtten gør de her ture mulige. Det er mere end en naturoplevelse. Det er udvikling, mestring og fællesskab i praksis.
Vi tog kulden, bakkerne og styrtene – og kom hjem stærkere,- fysisk og mentalt, end da vi tog afsted.
Skrevet af Maria Lemvigh-Hammer Veteran fra Søværnets piratjagt 2010-2014
