Infocentret for Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 orienterer

GIV AGT

Ugens organisation NATO

Baggrund:
NATO blev skabt i tiden efter 2. Verdenskrig, hvor der herskede stor tvivl om det krigsramte Europas ideologiske fremtid. Fascismen havde tabt og tilbage stod den sovjetiske kommunisme og det vestlige liberale demokrati som sejrsherrer. Kommunismen stod stærkt i en række europæiske stater, herunder Italien, Grækenland og Frankrig. Sovjetunionens isolationistiske kurs samt udemokratiske kontrol over dets nabolande affødte Winston Churchill’s berømte tale i Fulton1946 – ”From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic an iron curtain has descended across the Continent” – et jerntæppe har sænket sig gennem kontinentet. Med det sovjetisk støttede statskup i Tjekkoslovakiet i 1948, hvor den demokratisksindede regering blev væltet, iværksatte den amerikanske præsident, Harry S. Truman en række tiltag om øget amerikansk tilstedeværelse i og støtte til Europa. Dette resulterede bl.a. i tilblivelsen af Marshall Planen – et økonomisk hjælpeprogram, tilbudt alle krigshærgede nationer i Europa. Dog afviste Sovjetunionen Marshall Planen og blokerede dets satellitstater fra at modtage denne. Året efter blev den transatlantiske forsvarsalliance NATO dannet i 1949 – med Danmark som stiftende medlem.
NATO’s oprindelige formål  var nok ikke formuleret så tydeligt, men skulle mindske kommunistisk indflydelse på kontinentet samt afskrække et eventuelt sovjetisk angreb. Som den første generalsekretær, Lord Ismay, populært ytrede om organisationens formål: ”At holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”.

Med Vesttysklands medlemskab i alliancen i 1955 skabte Sovjetunionen og dets satellitstater Warszawapagten som modvægt til NATO-alliancen. Denne magtbalance mellem NATO og Warszawapagten viste sig utrolig stabil og gav en anspændt, men lang fredelig periode i Europa – Den Kolde Krig. De ideologiske stridigheder mellem Sovjetunionen og USA blev derimod udkæmpet andetsteds i de såkaldte stedfortræderkrige bl.a. i Korea, Vietnam og Afghanistan.

Opbygning:
NATO-alliancen bygger på idéen om kollektivt forsvar, hvor et angreb på ét medlem er et angreb på alle – den såkaldte ”musketered”,

NATO er opdelt i en civil og en militær struktur, hvortil hvert medlemsland bidrager med nationale repræsentanter og delegationer.
Det vigtigste organ i alliancen er Det Nordatlantiske Råd. Det er det øverste politiske organ, hvor medlemslandenes repræsentanter, i konsensus, træffer nødvendige politiske beslutninger. Det Nordatlantiske Råds formand er NATO’s Generalsekretær (der vælges af medlemslandene), hvis opgaver bl.a. er at agere som alliancens ansigt udadtil samt at lede og koordinere NATO’s internationale ansatte og komitéer – på nær NATO’s Militære Komité.

NATO’s Militære Komité udgøres af landenes forsvarschefer og disses repræsentanter, hvis primære formål er at rådgive Det Nordatlantiske Råd på militærpolitiske og strategiske områder. Ydermere referer de to strategiske kommandoer Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), med hovedkvarter i Belgien, og Allied Commander Transformation (ACT), beliggende i USA, direkte til NATO’s Militære Komité.
På trods af navnet er SECEUR ansvarlig for den overordnede kommando af alle NATO’s operationer globalt. SECEUR er, modsat Generalsekretæren, traditionelt altid en amerikaner.

Et andet vigtigt organ er NATO’s Parlamentariske Forsamling, som er en institution uafhængig af NATO, hvor repræsentanter fra medlemslandenes parlamenter og partnerskabslande mødes for at diskutere NATO relaterede anliggender. Forsamlingen er således vigtig i styrkelsen af alliancen sammenhængskræft internt og alliancens diplomatiske forbindelser eksternt.

Efter 1990:
Med Warszawapagtens opløsning og slutningen på Den Kolde Krig i starten af 1990’erne var der stor usikkerhed om alliancens fremadrettede beståen. Uden en fjende mod øst var det store spørgsmål: En forsvarsalliance mod hvad og med hvilke opgaver?
I 1994 skabte man således Partnerskab for Fred (PfP) programmet, hvis formål er at skabe tillid og samarbejde mellem NATO og ikke-medlemslande i Europa. NATO bruger partnerskabsprogrammet til at styrke forholdet til ikke-medlemmer igennem militært samarbejde – både politisk og praktisk, såsom træningsøvelser, katastrofeplanlægning og -reaktion samt miljømæssigt samarbejde m.m.

På grund af det store sammenfald mellem EU-lande og NATO-medlemmer samt det fælles værdigrundlag, samarbejder disse to organisationer tæt på en række områder. Ved NATO topmødet i 2016 indgik de to organisationer aftaler om større samarbejde på fælles udfordringer som hybride trusler, forbedret modstandsdygtighed, kapacitetsbygning, cyberforsvar, maritim sikkerhed samt forbedret mobilisering af militær og civil infrastruktur i tilfælde af krise.

“Out of area”
Under Den Kolde Krig var NATO’s primære fokusområde at sikre sine grænser mod væbnede angreb, i særdeleshed fra Sovjetunionen. Med krigene i det tidligere Jugoslavien stod det klart, at ustabilitet uden for NATO’s område også havde indflydelse på stabiliteten i alliancen. I en stadig mere globaliseret verden kan kriser og nationer indenfor og uden for Europa have konsekvenser for NATO-alliancens sikkerhed Der kunne være tale om terrorisme, udbredelse af ballistiske og nukleare kapaciteter, øget ekstremisme i medlemslandene, menneskehandel og smugling af våben og narkotika, disruption af handelsruter, cyberangreb samt klimaudfordringer. Alle disse forhold kan have destabiliserende effekt både på globalt plan og internt i alliancen.
Denne erkendelse medførte, at alliancen for første gang påbegyndte out-of-area operationer – først i Bosnien senere i Kosovo. Med terrorangrebet på New York i september 2001 erklærede NATO, at der var tale om et mod en allieret, hvilket medførte militære bidrag fra medlemslandene til kampen mod terror i Afghanistan og med indsættelse i USA af NATO’s overvågningsfly. Dette var første gang NATO udførte operationer uden for Europas grænser.
Ud over operationer i Afghanistan har alliancen også deltaget i en bred vifte af missioner i form af nødhjælpsoperationer, bekæmpelse af pirateri, håndhævelsen af no-fly zoner og flådeblokader – alle på globalt plan.

I dag:
NATO-alliancen spreder sig over et stort territorium, og de enkelte medlemslande har forskellige sikkerhedshensyn på agendaen. Dette betyder, at der opereres inden for en lang række områder såsom terrorbekæmpelse og styrkelse af alliancens kapaciteter, generelt. I trit med optaget af nye medlemslande og flere opgaver, har alliancen måtte forny sig selv og dets strukturer til at kunne håndtere de nye opgaver hurtigt og effektivt. Dette har medført ændringer af NATO’s organisation mod en mere strømlinet og effektiv kommandostruktur, som er i stand til hurtigt at kunne deployere nødvendige styrker. Ydermere arbejder alliancen på at forbedre dets kapaciteter mod ukonventionelle aggressioner, eksempelvis mod cyber-angreb, informationskrig og angreb på kritisk infrastruktur og energiforsyning.

Siden Ruslands annektering af Krim i 2013 er forholdet mellem NATO og Rusland forværret og samarbejdet i NATO-Rusland Rådet brudt sammen. På trods af at risikoen for et konventionelt angreb mod alliancen forbliver lavt, så er der igangsat en række initiativer, hvis formål er at styrke sammenhængen i alliancen og vise vilje og evne til at reagere i tilfælde af en aggression mod et medlemsland. Herunder tæller NATO’s enhanced Forward Presence, som omfatter fire multinationale bataljoner af 1.000 mand, som er udstationeret i Estland, Letland, Litauen og Polen. Her har Danmark i 2018 og 2020 bidraget med 200 mand, som indgår i den multinationale styrke.