Infocentret for Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 orienterer

GIV AGT

De næste 4 uger kan du læse uddrag fra de fire organisationer for hvem det officielle Danmark har været udsendt under efter 1948. FN, NATO, EU og OSCE

I denne uge kan du læse om:

FN

BAGGRUND

De første tanker om ”De Forenede Nationer” – eller rettere, United Nations – blev fremsat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Allerede i 1942 midt under Anden Verdenskrig blev det den officielle betegnelse for de allierede magter, der kæmpede sammen.
På slutningen af krigen afholdtes en række konferencer med den største og vigtigste i San Francisco i juni 1945, hvor delegationer fra 50 forskellige lande mødtes og udfærdigede FN’s Charter. Dette er med sine 111 artikler grundlaget for De Forenede Nationer – en slags grundlov. Heri beskrives FN’s forskellige hovedorganer, deres roller i FN og i verden, hvordan beslutninger træffes og hvilken rolle regionale institutioner spiller i FN. Desuden er et anført, hvordan konflikter kan afgøres, hvilket for de senere missioner var afgørende.
Charteret blev d. 26. juni 1945 underskrevet af Danmark og 49 andre nationer og kort herefter af Polen, før det blev ratificeret af de deltagende lande. D. 24. oktober var det hele på plads med nu 51 deltagende medlemmer i De Forenede Nationer – verdens største internationale organisation. Formålet var og er den dag i dag at gøre en ende på krig, fremme fred og retfærdighed og et bedre liv for hele menneskeheden.

ORGANISERING
FN har seks hovedorganer, der tilsammen udgør toppen af de Forenede Nationer. Først og fremmest er der Generalforsamlingen, hvor alle medlemsstater er repræsenteret og har en enkelt stemme. Her vedtages budgettet, nye medlemmer bliver accepteret og Generalsekretæren vælges. Siden Uniting for Peace-resolutionen blev vedtaget i 1950, kan Generalforsamlingen ved hastemøder beslutte at indsætte fredsbevarende styrker – i tilfælde af, at Sikkerhedsrådet ikke kan handle på grund af vetoretten. Generalforsamlingens resolutioner er dog ikke juridisk bindende, og det står derfor medlemslande frit for om de vil følge dem.

Sikkerhedsrådet består af 5 faste medlemmer og 10 roterende medlemmer valgt af Generalforsamlingen. Sikkerhedsrådet kan som det eneste vedtage juridisk bindende resolutioner. Ifølge Chartrets Kapitel VII er det Sikkerhedsrådets opgave at vurdere og fordømme trusler mod og brud på international fred. Det er derfor Sikkerhedsrådet, der gennem vedtagelse af resolutioner kan give mandat til sanktioner eller international indgriben i konflikter og derved oprette FN’s observatørmissioner og operationer.

Sekretariatet ledes af Generalsekretæren og har til formål at administrere FN og støtte dets mange organer samt forberede budgettet, før det sendes til afstemning i Generalforsamlingen. Desuden har det bl.a. til opgave at planlægge og forberede konferencer samt udfærdige studier og rapporter, der skal på dagsordenen og evt. handlemuligheder.

Det Økonomiske og Sociale Råd, eller bare ECOSOC, har 54 medlemmer, udvalgt af Generalforsamlingen. Det primære formål for dette råd er at fremme udvikling af økonomiske og sociale forhold gennem internationalt samarbejde.

Forvaltningsrådet, også kaldet Formynderskabsrådet, blev etableret i 1945 som et af FNs organer med det formål at overvåge den sociale udvikling for indbyggerne.

VETORETTEN
Sikkerhedsrådets 15 medlemmer er ikke ligestillede. De 5 faste medlemmer er de sejrende stormagter fra Anden Verdenskrig: USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Sovjetunionen. Ved Sovjetunionens opløsning overgik sædet til Rusland. For at stormagterne skulle acceptere FN’s rolle og ikke stille sig udenfor, som skete i Folkeforbundet efter Første Verdenskrig, gav man dem en særlig rolle i organisationen. De fem faste har derfor vetoret i Sikkerhedsrådet. Enhver resolution kræver ikke bare flertal, men enighed fra de fem stormagter – eller afståelse af stemme. Det har ofte i mange situationer været vanskeligt for FN at agere, da de fem tit havde afvigende interesser.

UDFORDRINGER
FN har ændret sig meget, siden det startede i 1945. De 51 grundlæggende medlemmer er i dag blevet til 193 medlemsstater og 2 stater/områder med observatør status. Mange af de ”nye” medlemmer var oprindeligt kolonier, som i årtierne efter Anden Verdenskrig fik deres selvstændighed. Det gik ikke altid let for sig, og under afkoloniseringen blev FN’s blå hjelme set mange steder i verden. Selvstændighed fra Storbritannien og delingen af Indien og Pakistan lagde grunden til UNMOGIP, og under kampene, der fulgte Congos uafhængighed, blev en større FN-operation kaldet ONUC iværksat i 1960.
En af de første udfordringer var delingen af Palæstina, da den britiske kolonimagt besluttede at forlade området. FN forsøgte med en delingsplan, men den blev aldrig gennemført. De følgende konflikter lagde grunden til FN’s første og længste observatørmission i form af UNTSO

MISSIONSTYPER
Når personel fra Forsvaret, Politiet og Beredskabsstyrelsen er udsendt i FN-regi, kan det ske i forskellige typer af missioner. De fire slags nævnt her, er dog ofte overlappende eller sammenhængende på forskellig vis. Alle har dog det tilfælles, at FN ikke selv har et militær eller en politistyrke, der kan udsende, men må anmode medlemslande om at bidrage med det nødvendige mandskab.

Observatørmissioner består typisk af et mindre hold officerer eller politifolk, der kun lettere bevæbnet indsættes i et område, hvor der er, har været eller man frygter, der snart begynder eller har været en konflikt. De er så at sige FN’s øjne og ører på jorden og kan ikke som sådan forhindre en konflikt, men derimod observere og rapportere om, hvad der foregår.

De Fredsbevarende missioner ligger tæt op ad observatørmissioner, og det er ikke altid muligt at skelne helt firkantet imellem dem. De bliver typisk iværksat af Sikkerhedsrådet og består af større militære enheder, der som udgangspunkt ikke må anvende magt til andet end selvforsvar. Ideelt set er de fredsbevarende, fordi der er forhandlet en våbenhvile eller en fredsaftale. Formålet med denne type missioner er at adskille de stridende parter, forestå tilbageførelse af besatte områder, eller at patruljere en demilitariseret zone langs grænsen. De agerer som udgangspunkt kun med konfliktens parters klare accept, og det er ikke meningen, de skal gennemtvinge en fred.

Fredsskabende missioner adskiller sig mere klart fra observatørmissioner og fredsbevarende missioner, da de kun kan iværksættes af Sikkerhedsrådet, er stærkt bevæbnet og ikke nødvendigvis behøver samtykke fra konfliktens parter. Derimod er formålet med de fredsskabende missioner at gennemtrumfe en våbenhvile eller fredsaftale, hvor en eller flere parter ikke er villige til at acceptere en fred på det internationale samfunds præmisser.

De Humanitære missioner dækker over ret forskellige koncepter, der både kan være nært knyttet til de ovenstående, eller helt adskilte fra dem. Ofte har fredsbevarende og fredsskabende missioner et humanitært islæt, hvor en del af opgaven for de udsendte soldater også er at uddele og sikre nødhjælp eller bevogte civile områder fra overgreb. Der findes også rent humanitære missioner, for eksempel i forbindelse med jordskælv, hungersnød eller andre katastrofer. Her er man ikke til stede med et egentligt militært formål, men kun for at støtte med nødhjælp, selvom militær tilstedeværelse kan være nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager.

Dertil kommer humanitære interventioner, hvor man griber ind i en konflikt for at beskytte en civilbefolkning, ofte mod den siddende regerings vilje.