Peacekeepers Day (Officiel fejring af landsforeningen)

Dato/klokkeslæt
Date(s) - 29/05/2019
9:00 - 15:30

Lokation
Kastellet

Kategori


Deltag i stort Veterantræf i Kastellet på Peacekeepers Day

Traditionen tro vil Danmarks Veteraner og det officielle Danmark igen i år hylde og ære alle veteraner og deres pårørende for deres indsats i internationale missioner for Danmark gennem tiderne. Det sker ved et stort og festligt veterantræf i Kastellet på Peacekeepers Day.

Alle Veteraner med pårørende fra Forsvaret, Hjemmeværnet, Politiet, Beredskabsstyrelsen, andre civile styrelser og inviterede nordiske veteranorganisationer indbydes hermed til Veterantræf på Peacekeepers Day.
Du behøver således ikke være medlem af Danmarks Veteraner for at deltage. Alle veteraner og pårørende er velkomne, uanset hvilken type mission/operation du har været udsendt til, og uanset om du skal have medaljer eller kommer for at hygge dig med vennerne fra dengang.

Til at kaste glans og ære over veteranernes indsats har vi også inviteret en lang række personer fra det officielle Danmark bl.a. repræsentanter fra Kongehuset, Regeringen, Folketinget, Departementer og Styrelser, Diplomatiet, Forsvaret, Politiet, Beredskabsstyrelsen m.fl.

Den Kongelige Livgardes Æreskommando og Tambourkorps, Danmarks Veteraners Æres-kommando, Danmarks Veteraners lokalforeningsfaner, soldaterforeningsfaner og et musikkorps vil deltage og forme nogle smukke rammer om dagen.

På Peacekeepers Day dekoreres blandt andet veteraner, der har 60 års, 50 års og 25 års jubilæum for deres tjeneste i internationale missioner for Danmark.

Veterantræffet er i år et sandt overflødighedshorn af spændende tilbud.

Program for dagen den 29. maj i Kastellet:

09.00 – 11.30
Veteraner møder og indskrives, der serveres en kop kaffe og et brød

10.00 – 11.00
Gudstjeneste til ære for veteraner i Kastellet smukke kirke.

11.00 – 11.30
Lægning af blomst på De Blå Baretters Mindesten i Kastellet

11.30 – 11.55
Opstilling til parade ved Monumenter for Danmarks Internationale Indsats siden 1948

12.00 – 13.00
  • Kranselægning
  • Parade med kranselægning ved Monumentet
  • Hyldesttale til veteraner og deres pårørende
  • Dekorering af indstillede veteraner med bl.a. ”The Board of the Nordic Blue Berets Medal of Honor” samt ”Danmarks Veteraners Fortjenstmedalje”
  • Dekorering med ”60 års markering med egeblad på mindemedalje for tjeneste i Gaza i 1959, 50 års Mindemedalje for tjeneste på Cypern og andre missioner i 1969” og ”25 års mindemedalje for tjeneste på Balkan og andre missioner i 1994”

13.00 -14.30
Flot reception og kammeratligt samvær for alle tilmeldte veteraner, pårørende og VIP

14.00 – 14.10
Dekorering af indstillede børn til udsendte foran receptionsteltet

14.30 – 15.30
Guided tur på Kastellet

Gardehusarregimentets Veteran Panser- og køretøjsforening vil udstille mange af deres mest interessante klenodier rundt om i Kastellet på dagen.

 

Alle aktiviteter i Veterantræffet på Peacekeepers Day 2019 inklusive veteranmærke til jakken, en storslået reception, minde- og fortjenstmedaljer m.v. er som udgangspunkt gratis for alle, der har tilmeldt sig inden den 21. maj 2019 (se dog nedenstående vedrørende mindemedaljer til 50 år og 25 års jubilarer, der ikke er medlemmer af Danmarks Veteraner ).

Slut op og vær med til at gøre den 29. maj 2019 til en særlig og festlig dag for alle veteraner og deres pårørende på formular nederst.

INFORMATIONER:

Tilmelding.
Tilmelding sker for alle på formularen nederst på siden.

Transport og Parkering.
I kan tage toget til Østerport og spadsere til Kastellet, hvor der er indskrivning og information om dagens forløb fra klokken 09.00. Der er gratis parkering på Kirkepladsen i Kastellet fra klokken 08.00.

Betaling.
Som udgangspunkt er hele arrangementet – inklusive parade, veteranmærke, medalje til indstillede og reception – gratis for alle veteraner og pårørende, der er tilmeldt senest den 21. maj 2018.

Hvis du ikke er medlem af Danmarks Veteraner, skal du dog selv betale for evt. 60 års egeblad, 50 års og 25 års mindemedaljer for tjeneste i missioner i 1959, 1969 og 1994. (der betales ved indskrivningen på dagen.). Alt andet er gratis.

Alle medlemmer af Danmarks Veteraner, der er tilmeldt til at fejre deres 60 års tjeneste i Gaza, 50 års jubilæum for tjeneste på Cypern og andre missioner i 1969 og 25 års jubilæum og for tjeneste på Balkan og andre missioner i 1994, bliver dekoreret med egeblad og mindemedalje på dagen uden beregning.

Påklædning.
Vi forventer, at du er tækkeligt klædt (uniform eller passende civil påklædning). Vi forventer endvidere, at du bærer dine evt. medaljer på venstre side af brystet (over hjertet), samt om muligt, din missionsbaret og evt. ”blåt udstyr”, hvis du har været udsendt i en FN-mission.

FN-Museet.
Vil være til stede i Kastellet på dagen med en salgsbod, hvor du bl.a. vil kunne købe ” Blåt Udstyr”, FN-mærke i baretudgave, veteranmærke i baretudgave og meget andet veteranudstyr.
Du kan også bestille det på forhånd via FN-Museets hjemmeside (www.fnmuseet.dk).

Der tildeles følgende medaljer på Peacekeepers Day.
Som det fremgår af programmet vil der blive dekoreret med en række forskellige medaljer på Peacekeepers Day til tilmeldte og tilstedeværende veteraner.

  • The Board of the Nordic Blue Berets Medalje of Honor. En kongeligt approprieret medalje, der kan tildeles personer, der har gjort en god indsats under udsendelsen og/eller i internationalt fredsarbejde og som støtter op om veteranarbejdet såvel nationalt som internationalt. Medaljen findes i graderne bronze, sølv og guld. Man skal være indstillet af en lokalforening eller hovedbestyrelsen for at få den.
  • Danmarks Veteraners Fortjenstmedalje, der kan tildeles personer, både medlemmer og ikke medlemmer, der har ydet en særlig indsats for foreningen og for arbejdet med veteraner. Hæderstegnet findes i graderne bronze, sølv og guld. Man skal være indstillet af en lokalforening eller hovedbestyrelsen for at få den.
  • 60 års markering med egeblad på 50 års Mindemedalje for tjeneste i Gaza. Du skal anføre, at du har 60 års jubilæum under tilmeldingen.
  • 50 års mindemedalje for tjeneste på Cypern. Du skal anføre, at du har 50 års jubilæum under tilmeldingen.
  • 50 års mindemedalje for tjeneste i andre mindre missioner end Cypern (Medaljen benævnes ”Små Missioner”). En ny-indstiftet medaljer, der uddeltes for første gang ved Peacekeepers Day 2018. Du skal anføre, at du har 50 års jubilæum fra en sådan mission ved tilmelding.
  • 25 års mindemedalje for tjeneste på Balkan. Du skal anføre, at du har 25 års jubilæum under tilmeldingen.
  • 25 års mindemedalje for tjeneste i andre mindre missioner end på Balkan (Medaljen benævnes ”Små Missioner”). En ny-indstiftet medalje, der uddeltes for første gang ved Peacekeepers Day 2018. Du skal anføre, at du har 25 års jubilæum fra en sådan mission ved tilmelding.
Medalje til børn til udsendte.

Har du børn eller kendskab til børn, som du mener, bør belønnes med en ”Børnemedalje” for at have klaret sig igennem hverdagen, mens far/mor var udsendt, kan du læse mere om medaljen og indstille ham/hende på dette LINK.
Så vil vi i samarbejde med pårørende-foreningen ”Familienetværket” fra Den Kongelige Livgarde, forsøge at tilsikre, at dit barn/børn får en ”Børnemedaljer” den 29. maj på Peacekeepers Day. Det sker kl. 14.00 foran receptionsteltet.

Denne webside vil løbende blive opdateret i takt med udviklingen i Veterantræf/Peacekeepers Day.

Slut op og vær med til at gøre den 29. maj til en særlig og festlig dag for veteraner og deres pårørende.

Har du spørgsmål så ret dem til:
Peter Kragh Nielsen
E-mail: pkn@danmarksveteraner.dk
telefon 21 15 52 60