Nijmegen-marchen afholdes i det skønne hollandske terræn.
Har du lyst til at udfordre dig selv fysisk, blive en del af et stærkt fællesskab og måske få et positivt skub i en ny retning?
Nu har du mulighed for at ansøge om en plads på Veteranstøttens marchhold, der deltager i Nijmegen-marchen, som er 4 dage x 40 km med 10 kg. vægt på ryggen.
Om marchen
- Dato: 20.-23. juli 2027
- Sted: Nijmegen, Holland
- Afrejse fra Danmark: 18. juli 2027
- Hjemkomst: 24. juli 2027
- Antal pladser: 16
Et hold, hvor vi løfter i flok
Holdet er ikke stærkere end det svageste led. Vi skal have alle igennem både kontrolmarchen og den fire dage lange Nijmegen-march. Holdets motto er: “Alle ud og alle hjem i samlet flok!”
Det kræver, at du er indstillet på at være holdspiller 24/7 og yde en ekstra indsats ud over det sædvanlige. Det vigtigste er, at du vil kæmpe sammen med resten af holdet og være villig til at tilsidesætte dine egne behov lidt for fællesskabets skyld, så alle får en god oplevelse og kommer i mål.
Deltagerkrav og udvælgelse
Når du har søgt, vil du blive kontaktet med henblik på et interview med holdets holdfører, veteran Peter Jørgensen.
For at komme med på holdet skal du kunne gennemføre kontrolmarchen på Djursland den 21.-23. maj 2027. Kontrolmarchen består af 2 x 40 km fordelt over weekenden.
Bliver du udtaget til holdet og gennemfører kontrolmarchen, er du med på holdet til Nijmegen i uge 29.
Sådan ansøger du om en plads
Send din ansøgning til: runner@mil.dk
Din ansøgning skal indeholde:
– Dit veterankortnummer. Hvis du ikke har et nummer på dit kort, skal du blot oplyse det.
– Dine missioner, eksempelvis ISAF HOLD 2.
– En kort beskrivelse af, hvorfor du gerne vil med på holdet.
– Dine kontaktoplysninger, så holdføreren kan kontakte dig med henblik på et interview.
Ansøgningsfrist: 30. november 2026



