Danmarks Veteraner & Veteranstøtten markerer 25-årsdagen for terrorangrebene i USA med en ceremoni i Kastellet til minde om ofrene og for at markere den indsats, der fulgte.
Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 (”9-11”) var et frygteligt angreb på civile amerikanere og en skelsættende begivenhed for den vestlige verden. USA bad sine allierede om støtte til en global kamp mod terror. For Danmark medførte det et sikkerhedspolitisk paradigmeskift.
Danske soldater havde tidligere været indsat i robuste fredsstøttende indsatser. Nu ændrede indsatserne karakter til kamp, oprørsbekæmpelse og stabiliseringsoperationer. Først i Afghanistan, senere i Irak og andre steder.
I dag står ”9-11” derfor som en begivenhed, der fortsat præger forståelsen af dansk forsvar, internationalt ansvar og veteraners og deres pårørendes rolle.
I årene efter har der været omkring 30.000 udsendelser til Afghanistan, Irak og andre internationale missioner. Mere end 50 faldt under indsættelserne i Afghanistan eller Irak.
For andre veteraners og deres pårørendes vedkommende medførte indsatserne store personlige omkostninger. Både fysisk og psykisk.
Ceremoni i Kastellet til markering af den indsats, der fulgte, og til minde om ofrene
For snart et år siden besluttede Hovedbestyrelsen for Danmarks Veteraner & Veteranstøtten, at vi som en enkeltstående begivenhed ved en enkel ceremoni ville markere 25-årsdagen i 2026 for ”9-11”, der jo falder på fredag i denne uge.
Beslutningen tog vi for at vise vores respekt for og anerkendelse af de danske veteraner, der som gode allierede kæmpede i krigene, som fulgte i kølvandet på ”9-11”, for at mindes vores faldne og ofrene for terrorangrebene i 2001.
Ceremonien er også en markering af, at Danmarks Veteraner & Veteranstøtten de kommende år vil have et forøget fokus på Danmarks krigsdeltagelse i de første årtier af det 21. århundrede og konsekvenserne heraf, særligt for de danskere, der var udsendt i denne periode. Derfor kræver vi også fuld åbenhed om grundlaget for og de overvejelser, der lå bag centrale politiske beslutninger under Danmarks 20 år lange indsats i Afghanistan.
På fredag vil Landsformanden og dagens hovedtaler, tidligere Udenrigsminister Mogens Lykketoft, se tilbage på denne verdenshistoriske, skelsættende begivenhed i New York og Washington og give deres perspektiver på tiden og indsatserne, som fulgte.
Det er det lange perspektiv, vi markerer, ikke 2026
Efter ”No Words” i januar fastholder vi vores klare standpunkter i forhold til den nuværende amerikanske præsidents syn på allierede og danske soldaters indsats.
Vi er imidlertid også sikre på, at dialog med Den amerikanske Ambassade i København tjener danske veteraner, Rigsfællesskabet og vores allierede veteran-kolleger bedst. Derfor ser vi også frem til, at USA’s ambassadør i Danmark vil bidrage til markeringen af ”9-11” med hans perspektiv på dagen.
Markering i Kastellet
Vi lægger kranse ved Monumentet for Danmarks Internationale Indsats fredag den 11. september kl. 14:30.
Alle er velkomne til kranselægningsceremonien.
Efter ceremonien afholdes en beskeden reception for tilmeldte.



