Endnu engang bakkede den danske Veteranstøtte op om de svenske veteraners sag, ved at sende 11 danske veteraner til Gotland for at deltage i veteranmarschen
De danske veteraner kan godt nikke genkendende til situationen; manglende anerkendelse og støtte fra det samfund, der har sendt dem afsted på mission.
Men mens situationen herhjemme langsomt er ved at ændre sig, ser det ikke godt ud i vores broderland, Sverige.
Mange svenske borgere aner stadig ikke, at Sverige sender soldater afsted på internationale missioner og er uvidende om, at en del af dem ikke altid slipper godt fra udsendelsen.
For at gøre omgivelserne bevidst om veteranernes sag, og at der også følger et ansvar med, når man sender soldater på internationale missioner, har nogle svenske veteraner taget sagen i egen hånd… eller skulle man sige… i egne ben.
For 7. år i træk arrangerede de en march for veteraner, hvor der i løbet af 10 dage blev tilbagelagt over 300 km.
Med den syvende march har de nu vandret i alle dele af Sverige, og som ved adskillige af de tidligere marcher deltog også danske veteraner.
Fredag d. 5. juli mødtes 11 danske veteraner på foranledning af Veteranstøtten i Kastrup Lufthavn.
Derfra gik turen over Helsinki til Visby på Gotland, hvor nogle af vore svenske brødre samlede os op.
Det var blevet sen aften og folk var sultne efter den lange rejse, så der blev spontant gjort holdt på en hjemmeværnskaserne, hvor køleskabet blev tømt for rester og kokken tryllede et dusin spejlæg frem i en fart.
Derfra gik det med fyldte maver videre til nordspidsen af øen, hvor dagens sidste etape blev tilbagelagt med færge.
Vi skulle være med til den etape, der foregik på øen Fårö, en flad moræneø med mange småsøer og stenstrande, et gudesmukt naturreservat nordøst for selve Gotland.
Vi ankom omkring 23.30 til vores bestemmelsessted, et lokalt forsamlingshus, hvor størstedelen af marchens deltagere allerede sov, snorkede og pruttede højlydt på deres feltsenge i festsalen. Mange af dem havde deltaget i de foregående 8 dage, d.v.s. havde tilbagelagt omkring 250 km, så alle grænser var allerede brudt ned, og de var dødtrætte.
Men de, der stadig var ved bevidsthed, modtog os med åbne arme, og var oprigtigt glade for, at de danske veteraner sluttede sig til troppen. En enkelt drink blev det til med en håndfuld seje svenske krigere, der stadig havde øjne, og allerede dér gik snakken om tiden som udsendt, og fælles bekendte blev gravet frem af minderne og nye kammeratskaber etableret.
Støjniveauet var højt blandt de sovende, så det var ikke helt let at falde i søvn, især ikke da de umiskendelige lyde af 60 mennesker fremkaldte store grin og små fnis.
Støvlerne snøres…..
Næste morgen blev vi vækket allerede ved 5 -tiden, igen til lyden af mennesker, men da var det lyden af aktive mennesker, der forberedte sig på dagens etape.
Morgenmaden blev indtaget på feltmæssig manér, feltsenge klappet sammen og oppakning pakket og læsset på følgebilerne. Så blev hele holdet på omkring 60 personer kørt afsted længere nordpå til startpunktet for dagens march, naturreservatet langhammars, hvor nogle af øens mest berømte naturlige sandstensskulpturer, rauker, findes.
Vi følte os hensat til påskeøen, men her er de store skulpturer naturligt frembragt ved havets indhug på øens sandsten.
Da vi havde undersøgt, beundret og fotograferet disse sagnomspundne Rauker, begyndte selve marchen.
Med en anfører som fortrop, en bagtrop og følgebiler både for og bag, begyndte vi langsomt at tage fat på de mere end 30 kilometer, som dagsmarchen stod på.
Vi danskere syntes jo nok, at det gik lidt langsomt, men de fleste andre havde jo også allerede marcheret i 8 dage, og mange var tapet op med sportstape på ryg og skinneben, og flere havde fødder og tæer viklet ind i forbinding på grund af vabler. Så det var bare med at stikke piben ind.
Marchen var gennemtænkt og velplanlagt.
Én målte strækningen og for hver 1 km blev der råbt ”skål”, og så skulle alle drikke af deres medbragte vandflasker.
Der blev holdt rast for hver times march, og så var der frisk udskåret frugt, søde kiks og påfyldning til flaskerne… og tid til at gå på ”Kisseriet”… hvis der var et, ellers blev buskene langs vejen vandet.
Første stop var ved et lille gammelt fiskerleje, der stod på den stenede strand helt ned til vandet. Det bestod af en klynge små træhuse med klinkbyggede både foran, klar til at blive sat i det blå-grønne vand.
Jeg følte mig hensat til ”Babettes gæstebud”, og det lille isolerede fiskerleje skal såmænd nok tidsmæssig være fra samme periode.
[/ezcol_1third] [ezcol_1third]
[/ezcol_1third] [ezcol_1third_end]
[/ezcol_1third_end]
Marchen gik videre, og vi blev advaret mod, at nogle af de små mågearter, der ynglede på den stenede strand, som vi gik tæt op ad, godt kunne finde på at dykke og angribe, når vi var for tæt på deres reder.
Både de svenske veteraners flag med sløjfen… den svenske version i blå-gul og dannebrog, vajede fra troppen mens vi gik. Tidligere havde også norske veteraner deltaget i marchen, men de udeblev desværre i år.
Forbipasserende reagerede meget positivt med at køre langsomt forbi og vinke, nogle endog med at klappe.
Og der var god mulighed for både stille meditation og fordybet snak og udveksling om tiden som veteran og tiden nu, , mens vi gik i det smukke og varierede landskab mellem den høje blå himmel og den blå-grønne Botniske bugt.
Dagen sluttede ved ”den blå lagune” en sø i en gammel grusgrav, hvor der var mulighed for at bade.
Det var både et dejligt forfriskende og praktisk arrangement, da vores næste indkvartering, Gotlands Forsvarsmuseum og hjemmeværnskaserne, kun rådede over et bad.
Renselse af sind og tanker….
Der var en ualmindelig god og fortættet stemning, og man mærkede tydeligt, at man befandt sig blandt ligesindede, alle var kammerater. Var der en enkelt, der trængte til en pause, var der mulighed for at køre med følgebilerne. Det betød, at alle havde mulighed for at deltage, og der blev taget sig godt af de svageste led i kæden, ingen var overladt til sig selv. De omkring 60 deltagere talte veteraner i 60´erne og endda to 19-årige rekrutter, en pige og en dreng, der gik med for at støtte veteranernes sag. Der var veteraner fra Cypern, Congo, Balkan, Irak og Afghanistan m.m., men hvad angår fællesskabet, var der ikke skel mellem hverken alder eller mission.
Turen igennem den smukke natur var i sig selv en meditativ renselse af sind og tanker.
I selskab med andre veteraner blev det en ubeskriveligt styrkende oplevelse, der gjorde stort indtryk på undertegnede.
Skal jeg sige noget om, hvad der kunne gøres bedre, må det være, at en dags march var for lidt.
Minimum to dages deltagelse i selve marchen og helst tre, mener jeg ville være mere rimelig både i fht. de andre deltagere, hvoraf mange gik i alle 10 dage, af hensyn til kammeratskabet og da to dages rejse er meget i forhold til blot 1 dags deltagelse.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at fælles krævende fysiske aktiviteter som veteranmarchen, er helende og styrkende for veteraner. Man skubbes ud over sine egne grænser og lykkes i fællesskab med at komme i mål. Dét at grænser flyttes, betyder også at paraderne sænkes, og en dybere snak og forståelse for én selv og andre opstår.
Og så er følelsen af at høre til og være værdsat og accepteret en ubeskrivelig god følelse, især når man har diagnosen PTSD.
Da de svenske veteraner nu har vandret igennem hele Sverige, er det mit håb, at marchen kan gøres nordisk og at de næste etaper lægges i Danmark. Derefter kan man jo fortsætte med Norge og Finland! Suzi Elena Apelgren
Sypl. HQ COY UNPROFOR Sarajevo Hold 1 1992-93