Veteranstøttens Marchhold er ikke et almindeligt marchhold, som man kender det fra en lang række af de klassiske danske og udenlandske militærmarcher.
Tekst: Robert Bedsted
Fotos: Nijmegenholdet
Holdet startede for femten år siden som et socialt projekt, hvor en lille gruppe Balkanveteraner gerne ville hjælpe en gruppe kolleger, der kæmpede med eftervirkningerne af deres udsendelser. Sammen med Veteranstøtten (Kammeratstøtteordningen) lykkedes det at få flere af veteranerne på ”ret køl” og siden har marchholdet været en fast del af Veteranstøttens tilbud om samvær, motion og netværk.
Holdets sammensætning til årets Nijmegenmarch fulgte de retningslinjer, som holdet altid sammensættes efter. En del af holdet skal være veteraner med fysiske eller psykiske kampskader, en del af holdet skal være ressourcestærke veteraner, der kan løfte, motivere og hjælpe, en del af holdet skal være førstegangsgængere og holdet skal helst repræsentere flere køn, værn og missioner.
Nijmegenmarchen er et af verdens største vandrearrangementer. 45.000 mennesker går sammen i fire dage i træk. 5000 af deltagerne er soldater fra hele verden og der er distancer fra 30 – 50 KM.
Soldaterne, der alle er indkvarteret i den enorme teltlejr Heumensoord, går hver dag gennemsnitligt, hvad der svarer til et marathon. Det samme gør Veteranstøttens Marchhold der, til trods de fleste af holdmedlemmerne er civile, deltager på lige fod med andre militære danske enheder.
En broget flok
Veteranstøttens Marchhold bestod i år af deltagere fra 25 til 63 år. Deltagerne har været udsendt på missioner helt tilbage fra FN’s indsættelse på Cypern over borgerkrigen i Ex-Jugoslavien til de nyeste missioner i Irak og Afghanistan. I år suppleret med en række EU-monitormissioner, der ikke tidligere har været repræsenteret.
Holdets krumtap, holdfører Peter, gik sin Nijmegenmarch nummer 21, selvom de hollandske arrangører hvert år tildeler ham en forkert medalje. Morten gik sin march nummer 11 og de øvrige ressourcepersoner på holdet havde også tidligere deltaget en håndfuld gange.
Og så var der de nye. Nicolaj og Jannick fejrede tiårsjubilæet for deres tur til Afghanistan. Rasmus og Jes er læge og sygeplejerske og Kim og Aksel tidligere kampsoldater. Så var der Maria, der til dagligt arbejder for Red Barnet, er bestyrelsesmedlem i Kvindelige Veteraner og tidligere EU-monitor.
Og så var der Martin. En kæmpestor vikingeslåsser med en fortid i Leopardkampvognene. I år skulle han være ”nans” (kørende hjælper, red.) for holdet.
En broget flok, der med alle forskelligheder og forskellige baggrunde alligevel viste sig at være et godt og homogent hold.
Setup, forberedelse, eksekvering
I modsætning til mange hold gennemfører Veteranstøttens Marchhold en kontrolmarch i maj måned, hvor holdets ledelse vurderer om sammensætningen af ansøgere er rigtig og om holdet træningstilstand er god nok til gennemføre.
Medlemmerne blev alle sendt hjem med nye erfaringer og ting, der skulle finpudses inden afgangen til Holland. Allerede på de første dage af marchen viste det sig, at de fleste havde forbedret deres setup og var godt gående. Det er ikke så vigtigt om man går i den ene slags støvle eller den anden, om man bruger ét par sokker eller to, eller om man bruger drikkedunk eller Camelbak. Det der virker for den enkelte, virker måske ikke for en anden. De fleste på holdet startede ud på Nijmegenmarchen med et velfungerende setup og setuppet skal virke for Nijmegenmarchen er vitterligt en form for ekstremsport.
Når man går, er der en række faser, som alle kommer igennem. De første tyve kilometer er lette nok. Fra tyve til tredive begynder det at gøre ondt i led, muskler og fødder. Fra tredive og op rykker udfordringen langsomt fra kroppen og op i hovedet. Når man passerer fyrre kilometer besøger de fleste marchgængere steder i sindet, hvor de ikke færdes til dagligt. Det er præcis her, man kan få værdifuld hjælp fra sine holdkammerater.
Rå smerte møder verdens største byfest
Nijmegenmarchen er en både nådesløs og fantastisk oplevelse. Nijmegen by er hjemsted for 170.000 hollandske borgere, men i ugen hvor Nijmegenmarchen finder sted holder hele provinsen en gigantisk byfest. I 2022 betød det at 1,5 millioner mennesker besøgte byen i løbet af marchdagene. De mange besøgende betyder, at store dele af marchen opleves som det rene Tour de France, hvor man skal mase sig igennem den jublende folkemængde, mens LIVE-bands spiller schlagermusik og gængerne tilbydes rigelige mængder kys, kram og øl.
Samtidig er marchen også endeløse kilometer af småveje, diger og grusveje i vindstille, bagende sol til lyden af såler mod asfalt. Alt imens vablerne fra forleden vokser sig større og større. Fra dag til dag bliver kroppen mere og mere øm, leddene stivere og mængden af smertestillende håndkøbsmedicin vokser i lommen. Fire dages ekstremsport i en gigantisk byfest er, på godt og ondt, en enestående oplevelse og man oplever den enorme mentale forskel der er på at gå midt i en fest, hvor man glemmer sine smerter og at gå på en stille vej, hvor man er alene med sit sind og sine tanker.
Vi gjorde det sgu’
Veteranstøttens Marchhold har ikke nogen stor tradition for, at deltagere udgår undervejs. I år var ingen undtagelse. Veteraner vil som udgangspunkt strække sig meget langt for at få alle med hjem igen. Trods enkelte fødder, der til sidst lignede affald fra en operationsstue og de udfordringer som kraftig PTSD giver med larm, mange mennesker og temperamenter, så kom alle igennem. Endda i flot stil og med højt humør. I målområdet på den historiske kampplads Charlemagne i udkanten af byen fik deltagerne deres velfortjente Nijmegenmedalje og herefter ventede den legendariske indmarch af Via Gladiola til centrum af byen med hundredetusinder af tilskuere og folkefest.
Medaljerne er et helt kapitel for sig, men alligevel en af årsagerne til, at folk kommer igen og igen. Førstegangsmedaljen er et femtakket gyldent malteserkors i grønt og gult bånd. Når man går anden gang, tilføjes medaljen den hollandske kongekrone øverst.
”Fandens også – så er jeg jo nødt til at gøre det igen” som en af veteranerne konstaterede under indmarchen. Og han har ret. Første gang kunne jo være rent held.
