Deres kongelige højhed, kære udsendte og veteraner, kære pårørende
Flagdagen har en særlig plads i mit hjerte.
I dag fejrer vi dagen for tiende gang. Et lille jubilæum. Dannebrog går til tops på alle officielle bygninger som en anerkendelse af den fremragende og professionelle indsats, Danmarks udsendte yder og har ydet i konfliktområder rundt omkring i verden.
I det danske samfund er der masser mennesker, som gør en kæmpe forskel for andre. Vi møder dem hver dag.
Vi kan se dem i øjnene og sige tak, når de har gjort noget særligt.
For eksempel sygeplejersken på hospitalet, der trøster og beroliger en patient med en alvorlig sygdom. Skolelæreren, der får en elev til at knække koden, så bogstaverne i en bog begynder at give mening. Politibetjenten, der rykker ud, når der er optræk til uro. Der er mange andre.
Vores udsendte soldater løser opgaver langt væk fra Danmark. Vi kan ikke række ud og give dem et klap på skulderen. De er ude af øje – men de må aldrig komme ude af sind.
Derfor er jeg utrolig glad for, at Folketinget i sin tid besluttede at gøre den 5. september til en årlig begivenhed.
Jeg synes, at vores udsendte fortjener al den opmærksomhed og al den anerkendelse, vi kan give dem.
Jeg har flere gange besøgt vores soldater og rådgivere på deres missioner. Jeg har talt med dem om deres opgaver og hørt om deres hverdag langt fra Danmark. På trods af alle moderne kommunikationsmidler kan de godt være lidt ude af føling med livet i Danmark. Jeg bliver bevæget over at mærke deres opmærksomme øjne, når jeg bringer hilsner fra Folketinget som bevis på den politiske opbakning til deres arbejde.
Efter hvert besøg vender jeg hjem fuld af beundring over deres engagement, og jeg har glædet mig over det enestående kammeratskab, der er mellem de udsendte.
De udsendte løser forskellige opgaver, men er forenet i én og samme mission: at passe på mennesker i konfliktområder og give dem fred og ro til at opbygge deres land. Så bønder kan dyrke jorden. Så børn kan komme i skole. Så befolkningen i et krigsarret land kan skabe en fremtid ved egen kraft.
På flagdagen siger vi tak og mindes. Det sker her på Kastellet, og senere er der gudstjeneste i Holmens Kirke, parade på Thorvaldsens Plads og reception i Rigsdagsgården.
Men flagdagen er ikke kun en københavnerbegivenhed. Der er arrangementer over hele landet. På kaserner, rådhuse og i veterancentre finder udsendte veteraner og deres pårørende og efterladte sammen. De genopliver minder fra fælles missioner. Uddeler krammere og tørrer en tåre eller to væk fra øjenkrogen.
Det er ikke en enkelt deling eller et helt værn for den sags skyld, der selv beslutter at drage ud på en international mission. Udsendte tager afsted med en folketingsbeslutning i ryggen, fordi Folketinget beder dem om at hjælpe mennesker i nød.
Danmark har deltaget aktivt i fredsstøttende operationer siden 1948, og over 60.000 danske soldater har gjort tjeneste i verdens urocentre.
Siden begyndelsen af 1990’erne har den sikkerhedspolitiske situation ændret sig, og det har øget Danmarks internationale engagement.
Men missionerne ude handler også om at gøre livet trygt for os alle sammen herhjemme. Begivenheder i de sidste år har vist, at krig og uro i områder flere tusinde kilometer væk kan sprede sig til Danmark.
Vi har set, at uro og håbløshed sætter civilbefolkninger i bevægelse. De bryder op og forlader deres hjemland i håb om et bedre liv i Europa.
Det sætter Danmark og andre europæiske lande under pres. Derfor er det hjælp til selvhjælp og giver tryghed, når vores udsendte langt fra Danmarks grænser holder krigens parter fra hinanden og giver civilbefolkningen håb om en fremtid i eget land.
Kære alle nuværende og tidligere udsendte mænd og kvinder.
Kære alle pårørende til udsendte.
Vi takker for den indsats, I har gjort, og for de ofre, I har bragt.
I gør Danmark ære.
Vi deler de sår på krop og sjæl, som I har fået ved at deltage i udenlandske missioner.
Nogle kom aldrig tilbage i live. Dem mindes vi ved at lægge kranse ved monumentet her på Kastellet. De skal ikke blive glemt, men leve videre i mindet om det bidrag, de gav til en bedre verden.
Tak.