Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien bestod samlet af løsrivelseskrige og etniske udrensninger. Egentlige krigshandlinger brød ud, da Kroatien og Slovenien løsrev sig fra sammenslutningen Jugoslavien. Der var kampe i Kroatien, hvor et mindretal af serbere ikke ønskede at være en del af Kroatien. Konflikten blev forsøgt stoppet af Det Europæiske Fællesskab, men uden held.
FN blev nu involveret og forsøgte at bilægge stridigheder, men uden held, derfor oprettede FN i 1992 United Nations Protection Force (UNPROFOR) opgaven var at skabe fred og stå for sikkerheden i Jugoslavien. I første omgang gik UNPROFOR ind i Kroatien, men det blev hurtigt tydeligt, at indsættelsen skulle omfatte mere end blot Kroatien. Styrken fik nu udvidet sit mandat til også at indbefatte Bosnien-Hercegovina.
Her var situationen kompleks med tre etniske grupper – bosniske muslimer, bosniske kroatere og bosniske serbere, der indbyrdes sloges. En våbenhvile havde lange udsigter. Men efter luftkampagnen i efteråret 1995 lykkedes det i december 1995 i Paris at underskrive en fredstraktat mellem Bosniens, Kroatiens og Serbiens præsidenter under navnet Dayton Peace Agreement (DPA) for at stoppe de konflikter, der havde varet i 3½ år.
NATO blev den organisation, der skulle varetage dels opretholdelse af ro og orden, dels at fredsaftalens mål blev implementeret i Bosnien-Hercegovina. Til disse formål blev The Implementation Force (IFOR) oprettet.
På trods af sit kun 1 års lange mandat var det en stor mission på omkring 54.000 soldater – og med forsyningstropper m.m. i Kroatien, Serbien og Ungarn var det sammenlagt på 80.000 personer.
Det danske bidrag var stort, sammensat med mange specialister og enhedstyper. Samlet var der tale om en styrke på godt 1.600 personer fordelt på bl.a. et brigadestabskompagni, et flystøtteelement, nationale støtteelementer, et forbindelseshold og en efterretningsgruppe samt en reduceret panserinfanteribataljon omfattende stab og stabskompagni, et panserinfanterikompagni, en kampvognseskadron og et logistikkompagni. I perioden indgik desuden et forstærkningsbidrag fra Jægerkorpset.
Bidragene indgik i en fælles nordisk/polsk brigade på i alt ca. 4.000 personer, hvori der også indgik en polsk infanteribataljon. Overordnet var den samlede styrke en del af en amerikansk division.
Der var lagt stor vægt på at give soldaterne den bedst mulige beskyttelse og handlemuligheder, hvorfor styrken – udover egne våben – var sikret mulighed for artilleristøtte fra den amerikanske division samt flystøtte fra NATO-fly.
IFOR-styrkens hovedopgaver var med afsæt i Dayton-aftalen at sikre, at parterne inden for såvel aftalte tider og grænser trak deres militære styrker tilbage, og at overdragelsen af territorium fandt sted som aftalt. Endvidere skulle NATO-styrken, i det omfang det var muligt, bistå med sikkerheden for de andre missioner i området. Det indbefattede beskyttelse af OSCE og EU’s observatørmission (ECMM) og af de civile og humanitære organisationers arbejde, herunder bl.a. The UN Refugee Agency (UNHCR).
Danske enheder brugte mange kræfter på afvæbning af de stridende parter, patruljering, indsamling og registrering af våben, dialog med lokale myndigheder, overvågning m.m. omkring den nordligt liggende by Doboj i Bosnien-Hercegovina, hvor danskernes lejr lå. Byen var vigtig at få kontrol over, da den var en del af en etnisk skillelinje. I hele perioden blev der også afsat mange ressourcer til humanitær hjælp til civilbefolkningen i og omkring Doboj. Andre former for humanitære opgaver var hjælpen til Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet, f.eks. støtte til genopførelse af skoler og børnehaver.
IFOR var operativ fra d. 20. december 1995 til d. 20. december 1996 – efterfulgt af Stabilisation Force (SFOR) Danmark var ét ud af i alt 33 lande, der bidrog med styrker til IFOR.
Det var ugens virtuelle udpluk læs om hele missionen på Infocenter-kastellet.dk