Hvorfor tog Mette og Lene til Afghanistan?

For at belyse temaet i dette blad ”Hvorfor gør I det?” på en anden måde har redaktionen spurgt to piger, veninder, der valgte at blive udsendt til Afghanistan som soldaterhjemsledere for KFUM’s Soldatermission.  Hvad betyder arbejdet for soldaterne? Hvorfor bliver vi ved med at blive udsendt med soldaterne? Gør det overhovedet en forskel?

Det skal ikke lyde som om vi mener, at soldaternes opgave ikke gav mening.

Fællesskab

”Vi var udsendt ad to omgange. Begge gange til Camp Bastion i Afghanistan,” fortæller Lene Gregersen. ”Der var stor forskel på de to ture. Første gang var der kun ca. 120 danskere i lejren, og de var ”vores faste folk” på Kuffen. I leave og rotationsperioder så vi mest til dem, der skulle videre ud i de fremskudte positioner (for eksempel Camp Price). De, som skulle hjem i utide, kom altid forbi Bastion – og Kuffen. Anden gang var der mange flere danskere i lejren, og vi havde en stor flok ”faste” på ”Kuffen”, selvom også mange briter og amerikanere nød roen på soldaterhjemmet”. Mette Mejlgaard supplerer hurtigt med en kommentar om, at de to veninder var nogle af de første, der blev udsendt uden at være ægtepar. De to unge kvinder kendte hinanden godt, inden de tog afsted, men anerkender at fordi de var afsted så længe, kunne de ikke ”holde en facade” hele tiden. ”Det var en gave i relationen med soldaterne.” fortæller Mette. ”Vi var autentiske, fordi vi levede sammen med soldaterne i den her lille landsby, som lejren reelt var.” Lene bryder ind og siger: ”På vej til morgenbad havde man allerede hilst på de første 20 soldater. På den måde oplevede soldaterne også både vores gode og dårlige dage. Det gjorde det nemmere at tale med dem om deres problemer, at vi levede, spiste, sov og svedte ligesom dem.”

Et kald.

Det er tydeligt at mærke, at Mette og Lene er meget tætte veninder, og de fremhæver selv det tætte bånd, der opstår, når man er udsendt sammen – uanset om man er soldat eller civil. Troen havde en kæmpe betydning for de to veninder. ”Vi tog derned på et kald. Vi følte at vi bare SKULLE afsted. Vi var mere ligeglade med, hvilket land vi blev sendt til, men vi ville gerne ud, der hvor soldaterne var, og gøre en forskel,” smiler Mette. Lene supplerer: ”Der var ikke en dag, hvor vi ikke følte, at vores arbejde gjorde en forskel. De fleste dage fik vi klar besked af soldaterne, der flere gange har givet udtryk for, at det havde været meget sværere at være sendt ud i det fremmede, hvis ikke de havde et hjem på Kuffen.” Lene smiler og husker tilbage ”Vi gav dem et hjem eller et fællesskab. For nogle er det varm kaffe og nybagt kage, der betyder det hele. For andre er det roen eller muligheden for at snakke ting igennem med nogen, der hverken er soldat eller civil.” Mette bryder ind: ”Hvis der er noget, der er gået galt, der er opstået en krise, eller man skal hjem i utide, fordi konen skal føde, så har man brug for et pusterum eller en snak. De blev ligesom rykket ud af fællesskabet i delingen, når det skete. Det betød at vi kunne give dem et nyt fællesskab og en mulighed for at fortælle.”

Vi har også grædt med soldaterne.

Mette reflekterede lidt over den særlige rolle, man har som civil i en militær verden. ”Når man er udsendt sammen med soldaterne, er man ikke hverken civil eller soldat. Man er civil, fordi man står udenfor Forsvarets hierarki, men man kender til soldatens liv, som mange civile ikke gør. Det sætter en i en ganske særlig position. Man er ikke en af gutterne, men man er heller ikke mor eller søster. Netop fordi man er tætte, uden at man er kæreste eller familie, så kan soldaterne i mange situationer fortælle om oplevelser, der kan være svære at dele med andre.” De to veninder fortæller om, hvordan de i flere situationer har grædt med soldaterne, eller som de forklarer: ”Det skal jo ikke tage overhånd. Selvom man er tætte, er man jo netop ikke familie, så man kan sidde med tårer i øjnene og føle MED soldaten, uden at det er ens egne følelser. Man forstår uden at være involveret i problemerne eller have oplevet dødsfaldet selv. På den måde har vi grædt med soldaterne.” Der er ingen tvivl om, at de mange oplevelser også har sat sig spor i de unge damer, der har brugt meget tid på at snakke ting igennem, både mens de var afsted, og efter de kom til Danmark igen. Oplevelserne på soldaterhjemmet har også sat sig spor i soldaterne. Mette fortæller: ”Vi har da også fået mange kram, når vi senere har mødt nogen, vi har været udsendt med. Og en enkelt gang fik vi af en jægersoldat den anerkendelse, at han fortalte sin kone, at vi havde reddet hans liv i Camp Bastion. Den slags er jo dejligt at høre, og det er jo derfor vi gør det.” Lene afslutter med at sige: ”Det betyder noget.”

 

Aktuelt

Veteranstøtten inviterer til familietræningslejr i Vejen Idrætscenter

TILMELDING ER LUKKET VETERANSTØTTENs Idrætsudvalg arrangerer familietræningslejr i Vejen Idrætscenter d. 17.-19. februar 2023 Igen i år inviterer Veteranstøtten veteranfamilier til træningslejr i Vejen Idrætscenter. Du og din familie kan komme med i den sidste weekend...

Få din afviste veteransag genoptaget

Som tidligere udsendt soldat (veteran) eller statsansat med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion har du mulighed for at få en såkaldt ”second opinion” speciallægeerklæring. Der er ikke længere en frist på 5 år for at få indhentet en sådan...

Veteraner anerkendt efter 30 år

Efter 31 års tovtrækkeri blev FNs medalje `United Nations Special Service Medal` for de danske FN-veteraners indsats i UNGCI endelig overrakt til de godt 300 FN-veteraner. 114 af dem var mødt op i deres stiveste puds på Kastellet.