GIV AGT 💂
Ugens organisation EU….
Baggrund:
I 1951 indgik Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Luxemburg og Holland i det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og i 1957 i det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Grundidéen var ønsket om samarbejde og økonomisk integration mellem medlemslandene, hvilket skulle danne grundlag for et stabilt, rigt og fredeligt Europa. To store krige i Europa havde været en lærestreg. Sammen med det Europæiske Atomfællesskab fra 1957 blev de tre organisationer i 1967 fusioneret i en overstatslig organisation kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF), hvis mål var større økonomisk, politisk og juridisk integration i Europa. I 1973 skete den første udvidelse af EF, hvor Danmark, Irland og Storbritannien blev medlemmer.
Med Maastrichttraktaten i 1993 dannede 13 EF-medlemmer den Europæiske Union (EU), hvori EF indgik som den første af tre politiske “søjler” i EU. De to andre “søjler” var den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og politi- og strafferetligt samarbejde.
EU’s mål er at fremme fred, demokratiske og liberale værdier samt befolkningers velfærd. Med Maastrichttraktaten oprettedes der bl.a. en fælles økonomisk og monetær union, som har til formål at sikre det indre marked blandt medlemslandene.
Initiativer:
Med EU’s dannelse i 1993 ønskede flere medlemmer at udvikle en selvstændig sikkerhedspolitik bl.a. for at mindske afhængighedsforholdet til USA og styrke den europæiske søjle. Med Amsterdamtraktaten i 1997 tog EU et beskeden skridt mod en egentlig ekstern sikkerhedspolitik, som skulle inkludere humanitære- og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver, militære midler i krisestyring samt fredsskabelse.
I 1999 iværksattes den Europæisk Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESFP), der skulle danne rammen for udviklingen af kapaciteter til selvstændigt at kunne håndtere de sikkerhedsmæssige mål, stadfæstet i Amsterdamtraktaten. Herunder skulle en Europæisk Rapid Reaction Force udvikles. Under ESFP blev EU Battlegroups skabt, som bestod af 18 multinationale bataljoner på hver 1.500-2.500 soldater. Enhederne refererer til EU-rådet og skal kunne deployere inden for 5-10 dage efter en enstemmig beslutning i Rådet. Alle EU-lande, på nær Danmark og Malta, deltager i EU Battlegroups. Herudover deltager også en række ikke EU-lande, herunder de to NATO-lande Norge og Tyrkiet samt Ukraine, Makedonien og Serbien. På trods af at disse enheder har været opstillet siden 2007, har de aldrig været deployeret i sin fulde styrke bl.a. grundet manglende politisk beslutning og finansiering. Ved den nyeste udvikling i EU er der stillet spørgsmål ved disse enheders virke og sammensætning.
Et område, som specielt har skabt spændinger vedrørende EU’s militære kapaciteter, har været forholdet til NATO og spørgsmålet om, hvor afhængig ESFP skal være af NATO-alliancen. Nationerne har kun ét sæt af styrker til rådighed, og meget få lande har øremærkede enheder reserveret til en specifik organisation. Derudover lider EU’s initiativer i krisehåndtering ofte af, at mission skal ske ved enighed i EU-rådet, hvor medlemslandenes udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke i alle tilfælde har været styret af et fælles syn på og interesse i ønsket om den fælles kurs. Dernæst er det de enkelte medlemslande, der individuelt bidrager til og finansierer de militære operationer. Dette betyder, at missionerne er forholdsvist små, hvorfor EU’s bestræbelser internationalt ofte er blevet karakteriseret som uambitiøse.
Derfor har ESFP siden sin begyndelse bevæget sig væk fra store visioner om et fælles forsvar i EU og mere frem mod bestræbelser inden for civil krisestyring. Dette tæller blandt andet initiativer inden for kapacitetsbygning gennem mere civilprægede missioner, der fokuserer på områder som politi, offentlig administration, observation, retssikkerhed og civilbeskyttelse i konfliktområder.
I 2000 blev Udvalget for de Civile Aspekter af Krisestyring nedsat, som har til opgave at rådgive de relevante organer i ESFP om den civile dimension, herunder planlægning af nye missioner og udvikle strategier for civil krisestyring og civile kapaciteter.
Et vigtigt skridt imod en selvstændig civil dimension var skabelsen i 2007 af den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC). CPCC fungerer som hovedkvarter for EU’s civile missioner og varetager planlægning og operationel støtte hertil. Lederen af CPCC fungerer som øverste chef for alle missioner vedrørende civil krisestyring, og er således ansvarlig for den strategiske planlægning af EU’s civile missioner.
I 2009 blev EU’s søjlestruktur fra 1993 afløst som led i en større strukturel reform, stadfæstet i Lissabontraktaten. Traktaten oprettede blandt andet den Højtstående Repræsentant for Udenrigspolitiske Spørgsmål, der har til opgave at skabe en fælles tilgang til EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Her ændrede ESFP navn til Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik og blev udvidet på en række områder, herunder forsvarssamarbejdet.
Forsvarssamarbejde:
Med Lissabontraktaten i 2009 vedtog EU en række initiativer hen imod større integration på forsvarsområdet, herunder et Permanent Struktureret Samarbejde (PESCO), som blev iværksat i 2017. PESCO tæller alle EU-medlemmer på nær Danmark (forsvarsforbeholdet), og Malta (neutralitetsklausul). PESCO har til formål at øge forsvarssamarbejdet blandt dets medlemmer, således at disse udvikler kapaciteter til at kunne indgå i EU’s militære operationer.
Missioner:
Beslutningen om at etablere missioner og operationer uden for EU’s grænser er en del af en større strategisk indsats for at skabe sikkerhed og stabilitet i en række lande i Mellemøsten, Afrika, Østeuropa og Kaukasus samt at sikre maritim sikkerhed på vigtige ruter. Målet med at reagere på eksterne konflikter og kriser er at forbedre partnerlandes kapaciteter til at håndtere egen sikkerhed og i sidste ende beskytte EU og dens borgere.
Fra 2001 til 2017 har EU indledt 33 operationer og missioner på tre kontinenter. Af disse har 22 været civile og 11 har været militære samt en enkel civil-militær operation (i Darfur). Af de 33 missioner er 16 af dem igangværende ESFP operationer, heraf 10 civile og 6 militære. EU har således udført og udfører politimissioner i blandt andet Bosnien-Hercegovina, Congo, Palæstina og Afghanistan; militære operationer i bl.a. Makedonien, Bosnien, Chad og Somalia; retssikkerhedsmissioner i bl.a. Georgien og Irak; observatørmissioner i grænseområder ved Gazastriben og mellem Ukraine og Moldova; Observatørmission ved våbenhvile i Georgien; missioner hvor EU påtager sig et ansvar i den offentlige administration i tredjelande i bl.a. Congo; og slutteligt reformmissioner af tredjelandes sikkerhedssektorer i Guinea-Bissau, Congo og Palæstina. Desuden har EU løbende en række indsættelser med humanitære opgaver i katastrofeområder.
Forhold til NATO:
Grundet det store sammenfald mellem medlemmerne i EU og NATO er samarbejdet mellem disse organisationer stort. Forholdet på sikkerhedsområdet mellem NATO og EU er beskrevet i Berlin Plus Aftalen. Denne giver EU adgang til en række NATO-aktiver og -strukturer samt foreskriver øget operationelt samarbejder mellem de to parter. Aftalen fastsætter også, at EU kun kan handle uafhængig af NATO i de tilfælde, hvor NATO har undsagt sig ønske om involvering. Ydermere skal Alliancen enstemmigt tillade EU adgang til dets strukturer og ressourcer. EU komplimenterer således NATO fremfor at erstatte den. NATO forbliver derved den vigtigste sikkerhedsinstitution i Europa.
EU har udført to missioner sammen med NATO i henholdsvis Makedonien i 2003 og Bosnien-Hercegovina i 2004.