Efter UNGOMAP blev nedlagt i 1990 på grund af dels manglende politisk interesse fra FN’s Sikkerhedsråd, dels at missionen blev anset for at være uden effekt set i lyset af borgerkrigens udvikling i Afghanistan, ønskede FN’s Generalsekretær dog at fortsætte missionen med udgangspunkt i de resterende dele af dets mandat. Det lykkedes for Generalsekretæren at få én officer fra 10 bidragsydende lande til UNGOMAP, herunder også Danmark. Officererne skulle assistere Generalsekretærens personlige repræsentant i Afghanistan, hvorfor missionen gik under navnet Office of the Secretary-General in Afghanistan and Pakistan (OSGAP).
OSGAP’s opgave var at arbejde for en politisk løsning på problemerne i Afghanistan samt at assistere de humanitære bestræbelser i landet. Helt overordnet lå hovedopgaven i at forbedre relationerne mellem Afghanistan og Pakistan. Under OSGAP var en speciel militærrådgivningsdivision, hvis oprindelige formål var at planlægge en mulig udstationering af en FN-styrke i Afghanistan. Ydermere skulle rådgiverne bidrage med militær ekspertise til Generalsekretærens personlige repræsentant, samt løbende udarbejde sikkerhedsanalyser af situationen i Afghanistan. Eftersom situationen i Afghanistan aldrig udviklede sig til et punkt, hvor udstationeringen af en FN-styrke blev relevant, bidrog militærrådgiverne hovedsagligt med at skabe relationer i Kyberpasset så nødhjælp sikkert kunne nå Kabul.
OSGAP varede fra 1990 til 1995, to danske militærrådgivere bidrog til OSGAP fra 1990 til 1992, hvor missionens militære rådgivere blev trukket ud. Den samlede organisation var ikke stor. Faktisk indgik kun 9 militærrådgivere (fra i alt 9 lande) og en mindre international stab samt enkelte lokale til yderligere hjælp. Ligesom UNGOMAP havde OSGAP missionen til huse i både Kabul og i Islamabad – i henholdsvis Afghanistan og Pakistan.
Efter Sovjetunionens militære tilbagetrækning fortsatte den sovjetiske økonomiske og materielle støtte til den kommunistiske regering, hvilket muliggjorde et forlænget forsvar mod de mujahedinske oprører. Med Sovjetunionens fald i december 1991 stoppede støtten, hvorfor regeringen mistede Kabul i 1992 til de muhajedinske oprører. Umiddelbart efter Kabuls fald udbrød der en langvarig konflikt oprørerne imellem om magten i Afghanistan. Resultatet var, at det pakistansk støttede Taliban kom til magten i 1996.
Det var i dette klima, at OSGAP-missionen måtte erkende, at den manglede de fornødne ressourcer og den politiske magt til at have en reel indflydelse på den stadigt optrappende afghanske borgerkrig, hvori aftalerne fra Geneve Akkorderne for længst var glemt. OSGAP blev lukket i 1995…