Af Jacob Emil Høbner, ISAF 6
I uge 49 drog 11 danske veteraner og en projektgruppe på 6 personer fra Veteranstøtten til Club La Santa på Lanzarote, for at deltage i årets VETCAMP, en uge med et hårdt program, med en gavnlig effekt på veteranerne med PTSD.
“Vi ønsker at give noget igen til jer, der har givet så meget!”
Ordene klang tydeligt og med en blanding af stolthed og ærefrygt. Der blev nikket og mere end et enkelt smil krøb frem hos tilhørerne.
Talen blevet vel modtaget og de 11 krigere stod nu en lille smule mere sammen, end da de havde boardet flyet i Kastrup flere timer forinden, for at begive sig på rejsen mod Club La Santa på Lanzarote.
De 11 skulle tilbringe en uge sammen, og programmet stod på omtrent 10 timers aktiviteter hver eneste dag for veteranerne. De skulle køre mountainbike, de skulle dyrke yoga, de skulle sejle kajak og de skulle forsøge sig med trampolin-fitness.
Der var mange forventninger, spændingsniveauet var højt og humøret ligeså. Rune, der lige havde holdt en indlevet og rørende velkomsttale gik nu blandt veteranerne, med baggrund fra en række missioner helt tilbage fra Cypern og frem til Afghanistan.
De 11 kendte ikke hinanden forinden. De havde kun mødtes kortvarigt inden turen, og nu skulle de sammen være på Club La Santa og gennemgå en lang række udfordringer – for både krop og sind – og i fællesskab støtte hinandens udvikling og sejre, så der kunne ses frem mod en bedre hverdag hjemme i Danmark.
Der blev taget et billede af de “udsendte”, og derefter gik de hver til sit i mindre grupper, for at fordøje dagens indtryk, forberede sig til morgendagens udfordringer, og for at forsøge at få en god nats søvn – hvilket for flere i gruppen hørte til de absolutte sjældenheder.
Således afsluttedes den første aften på VETCAMP 2018.
De følgende 6 dage skulle stå på mange sejre for de 11 erfarne mænd, der spredte sig i alder fra 31 til omkring 20 år ældre.
En bedre hverdag
Sejrene er nødvendige i en hård hverdag.
12 veteraner har hvert år siden 2015 fået den herlige mulighed, at kunne tage med Veteranstøttens Idrætsudvalg til Lanzarote. Der er hårdt brug for turen, for de 11 på årets tur har alle været udsendt med Hæren til én eller flere af de mange brænd-punkter, Danmark har engageret sig i, i årenes løb.
Dér har de gjort sig voldsomme oplevelser og handlinger, hvilket har resulteret i at veteranerne har udviklet PTSD (på dansk: posttraumatisk belastningsreaktion), og netop derfor har de brug for nogle gode sejre under opholdet.
[ezcol_1half][/ezcol_1half] [ezcol_1half_end][/ezcol_1half_end]Hverdagen med PTSD er udfordrende for rigtig mange af veteranerne i Danmark.
Battlemind, stress, søvnbesvær, sikkerhedsadfærd, angst, depression, problemer med koncentration, manglende motivation og overskud.
Det kan være svært at aflevere sine børn i børnehaven, og når det så er gjort, kan det være svært at have energi til at få brugt sin tid til at få rørt sig lidt, og få brugt sin krop.
Imidlertid er det virkelig vigtigt for veteraner – som for de fleste mennesker, men i særlig grad hos de, der har udfordringer med PTSD, da det kan have en behandlende effekt at dyrke idræt – at komme ud og få brugt kroppen. En hverdag med ugentlige træningspas kan være medvirkende til en mærkbart bedring hos veteran-en, og det er netop den følelse og de oplevelser, der kan opnås via deltagelsen på VETCAMP.
Dagene foregår med stedets ikoniske morgengymnastik, der fremstår mere eller mindre uændret siden stedets oprettelse tilbage i midt-firserne. Derefter står den på morgenløb og så en velfortjent morgenmad.
[ezcol_1half][/ezcol_1half] [ezcol_1half_end][/ezcol_1half_end]Dagene herefter varierer med aktiviteter som f.eks. kajaksejlads, paddle-tennis, golf, crawlsvømning, yoga, trampolinfitness, mountainbiking, stand-up paddleboarding og en tur og se på øens seværdigheder og unikke landskab, i fællesskab med en dansker med et ganske særligt forhold til øen, nemlig Kenneth Gasque.
10 mand til triathlon
Et tilbagevendende punkt på turen for VETCAMP er det årlige mini-triathlon, hvor veteranerne dyster mod hinanden i 50 meter svømning, 5 kilometer cykling og 2 kilometer løb. Det er en sprint fra start til slut, og der bliver gået til stålet.
Desværre kunne ikke alle 10 stille til start. Der havde været mandefald. Én enkelt uheldig fik en større benskade, der satte ham ude af stand til at gennemføre triathlon i denne omgang. Han var dog med i ånden, og han glæder sig til at kunne “komme efter” de andre 10 krigere.
Det var en festdag, hvor der blev heppet undervejs på ruten, og hvor veteranernes jernvilje til at presse sig selv blev fremvist i bedste stil.
Krigere i krop og sind
Vigtigheden i træning for veteraner kan ikke fremhæves nok, idet deres krop og sind har mange gavnlige effekter af netop den fysiske aktivitet. Mændene var (og er) sol-dater i krop og sind, og de har bedst af at kunne udfolde sig idrætsligt.
Der er masser af kvaliteter ved at være veteran, men for deltagerne på VETCAMP er der også udfordringer. De har viljestyrke, robusthed, empati, beslutsomhed og ansvarsbevidsthed som nogle af deres karaktertræk, men der er mange andre at fremhæve.
Dog er disse værdier under et pres, når PTSD’en tager fat i dem. Det kan være svært at “komme ud af døren” for nogen, og netop den del kan sådan en uge og det opnåede sammenhold hjælpe godt på vej – blandt andet via ideen om at “veteraner støtter veteraner!”
En tidlig julegave
Hele initiativet er skabt af en lille gruppe fra Veteranstøttens idrætsudvalg, og der bliver hvert år lagt et godt stykke arbejde i at kunne give et nyt hold pressede veteraner en virkelig god uge, hvor de igen kan finde deres indre kriger frem, få mod på at komme ud og få brugt kroppen i den forhåbentligt mere balancerede hverdag efter turen.
VETCAMP er gjort muligt på grund af Kroagerfondens enorme støtte og velvilje til at sørge for at afholde turens udgifter, samt et storartet engagement på lokationen i form af Rune Knude, der engagerede sig helhjertet i- og i øjenhøjde med veteran-erne, der varmt tog gestussen til sig.
Kroagerfonden havde sågar en tidlig julegave med til Veteranstøtten, da Rune kunne berette, at bestyrelsen har besluttet at forlænge VETCAMP med yderligere 3 år. Det vil komme de 3 kommende hold stort til gode, så de også kan begynde arbejdet mod en bedre og mere aktiv tilværelse.
På turen er der også en repræsentant fra Veterancenteret med, en psykolog, der dog ikke umiddelbart er med som behandler, men til at støtte veteranerne i deres positive udvikling.
Han giver også udtryk for den store og gavnlige effekt, der opnås hos veteraner, der kan genfinde deres motivation til – og glæde ved – at træne kontinuerligt i hverdagen.
Netop det kan VETCAMP med sin unikke location og det gode fællesskab, der dan-nes undervejs.
Nietzsche er citeret for at mene, at “udmattelse er den hurtigste vej til lighed og broderskab”. Der er i hvert fald bevis for hans tanker, når man kigger på VETCAMP, og dennes deltagere.
Til slut på “campen” ytrer flere veteraner, at de i løbet af opholdet har følt sig mere eller mindre symptomfrie for deres PTSD, der ellers kan terrorisere dem både dag og nat.
Nye – og gode – udfordringer
Allerede fra den første dag efter hjemkomsten havde veteranerne kastet sig ud i at give hinanden udfordringer og opfordringer, for at fastholde de gode vaner fra turen. Alt lige fra sociale medier til fælles træninger bliver taget i brug.
Veteranerne er ikke helt i mål ovenpå turen, men de er bragt i en tilstand, hvor de kan arbejde aktivt hen mod en bedre hverdag med mere glæde og overskud.
Der ligger nye udfordringer foran dem, men de 11 står styrket og glade i lufthavnen og siger på gensyn med omfavnelser og latter.