I Baretten nr. 1/2020 er der en forkortet artikel om VETCAMP 2019. Herunder kan du læse hele Julie Hasselagers indlæg.
I slutningen af en grå & kedelig november måned drog 12 spændte og forventningsfulde veteraner mod lufthavnen i Kastrup for derfra at sætte kursen mod varmere himmelstrøg, hård (for nogen) træning samt nye & spændende bekendtskaber. Vi lagde dermed afstand til godt 9 måneders mere eller mindre permanent efterår i DK for at komme ned og få lidt fregner på næsen og tiltrængt sved på panden på Club La Santa på Lanzarote.
Heldige os! Ud af rigtig mange danske veteraner er det os 12, der er kommet afsted, og både glæden & taknemmeligheden er til at tage og føle på. Stemningen er høj helt fra begyndelsen, og der bliver grinet fra start til slut og fra morgen til aften – hver dag.
Da vi bliver budt velkommen af Rune fra Krogagerfonden efter ankomst til Club La Santa, erstattes latteren dog kortvarigt af en mærkbar klump i halsen, og alle mand kæmper for ikke at lade en tåre trille ned fra øjenkrogen. Det bliver nemlig klart for os alle, at denne tur er en gestus til os; en gave, som er os givet, af nogen som i dén grad sætter pris på det stykke arbejde, vi hver især tidligere har udført på diverse missioner rundt om i verden. Udsendt til verdens brændpunkter. Og pludselig står denne mand foran os og siger TAK, selvom det nok i virkeligheden – i dét øjeblik – er os, der er helt fyldt op med taknemmelighed over at være kommet med på rejsen. Det var smukt og temmelig rørerende.
Ti mandlige & to kvindelige veteraner skulle nu i en uges tid igennem et færdigt & solidt gennemarbejdet program, hvor der fra dag til dag både var den samme overordnede struktur, men med en verden af variationer i forhold til både træning & oplevelser. Vi skulle blot møde op, og det gjorde alle. Hver dag. Og alle havde husket at få ja-hatten med i kufferten, for selvom ikke alle til at begynde med var lige pjattede med eksempelvist at starte dagen med morgenkrammere fra ALLE, så blev det utroligt hurtigt ikke bare en rutine, men næsten en nødvendig start på dagen. Det blev i hvert fald bemærket, hvis man ikke fik sine morgenkram!
Efter at have modtaget en gennemgang af dagens gøremål og overstået krammeritualet, var det tid til fælles morgengymnastik for hele Club La Santa. Sikke et chok vi fik første gang, for det var da bestemt ikke ’bare lige’. Faktisk blev det bemærket, at flere både prustede og svedte undervejs.
Omgående var vi vilde med det. Vi knoklede og grinede, og der var endda stadig længe til, at vi kunne gå ombord i morgenmadsbuffeten. Men vi var alle enige – morgengymnastikken var den ultimative start på dagen.
Derefter skulle der løbes, hver i sit eget tempo og på eget niveau. Bad. Morgenmad. Latter, spas & røverhistorier. Disse aktiviteter var i øvrigt gennemgående og udgjorde en solid rygrad ugen igennem.
Vi prøvede et utal af kendte & ukendte sportsgrene. Padletennis, som vandt det vildeste gehør hos hele flokken, og som derfor blev spillet (frivilligt og meget ivrigt) på alle tænkelige tidspunkter, når der ikke var planlagte aktiviteter på programmet. Ja, helt til lyset slukkede på stadion om aftenen.
Golf prøvede vi. Svømning med træner fra det enestående Green Team. Strandaktiviteter inkluderende den famøse æggekast-konkurrence. Petanque. Kajakroning. Stand-up paddle. Windsurfing. Cykling (og jeg tilføjer: det var ikke bare cykling! Det var mountainbiking i et ugæstfrit, vulkansk månelandskab med livet som indsats. Mindst). Vi prøvede (jeg understreger PRØVEDE) trampolinfitness, hvilket må have været et spektakulært syn for guder. Det var absurd hårdt. Og tænk at det kan være så vanskeligt at hoppe i takt til noget musik. Strech and relax. Slikket sol på terrasserne. Badet i poolen. Spillet minigolf. Sundhedsforedrag med selveste Sally Walker, som fik banket en god portion fornuft ind i hver og én af os med sine vise ord om alt fra søvn, fiskeolie & at huske de 7 farver i måltiderne.
Snorkeltur, som egentlig var et valgfrit tilbud, men som alle os der deltog heri, efterfølgende var enige om, bestemt skulle være en del af den obligatoriske plan. Den komplette & omsluttende følelse af ro i både krop & sjæl var uovertruffen. Og så var det bare forbistret smukt.
Udflugt rundt på øen med verdens mest inspirerende & stedkærlige mand, selveste Kenneth Gasque, der underholdt hele bussen undervejs med sine fantastiske historier og sjove anekdoter. Vi var vilde med turen & alle oplevelserne, men vi var mest vilde med Kenneth.
Til slut skulle den endelige styrkeprøve gennemføres: Ironman! Ok, ikke en HEL Ironman, og måske heller ikke en halv, men hård nok var den. Svømning, cykling & løb. Alle var spændte som flitsbuer, humøret var højt, koncentrationen ligeså. Hvor folk dog gav den GAS! Der blev kæmpet mange kampe (mest med sig selv) i den tid, konkurrencen stod på. Alle heppede på alle, og de som ikke lige havde gennemført en Ironman, eller dét der ligner, i dette årtusinde, fik klap & motiverende tilråb i spandevis undervejs. De hurtige løb sågar ud og ’hentede’ dem ind, klappende, der havde brug for en ekstra motiverende håndsrækning. Der var hold-ånd, glæde, latter, sved & prusten, da vi alle kom i mål. Brødre & søstre.
Vi sluttede den sidste dag af med en forrygende afskedsmiddag med Rune fra Krogagerfonden, hvor vi – igen – fik grinet & hygget os og fortalt de sidste røverhistorier, inden hjemrejsen mod DK dagen efter. Mætte af dejlig mad og helt igennem skønne oplevelser gik vi en anelse trætte i seng om aftenen.
Farvel til en på alle måder skelsættende, fantastisk, aktiv, udfordrende, sjov & mindeværdig tur til Club La Santa. Os 12 heldige veteraner er enige om følgende: Sammenholdet har været absolut enestående, motionen har hjulpet os alle et skridt i en bedre & sundere retning og INGEN af os ville have været denne tur foruden!
Af hjertet TAK til Veteranstøtten, til Krogagerfonden, til Club La Santa (især de evigt søde Green Team’ere) og til alle veteranerne, der deltog i VETCAMP 2019. Det bedste ved fantastiske oplevelser er, at de bliver til enestående minder.
Af Julie Hasselager