I anledning af 70-året for de danske FN-styrkers udsendelse til Gaza fortæller veteran Vagn Risager om sin tid som sygepasser i 1960. Mødet med patienterne fik betydning for hans valg af uddannelse, og særligt to små piger har sat sig varige spor i hans erindring.
Da Vagn Risager blev udsendt til Gaza som sygepasser, begyndte også hans vej mod sygeplejefaget. Møderne med patienterne på infirmeriet fik betydning for hans valg af uddannelse – og flere af dem står stadig tydeligt i hans erindring.
Vagn husker Suezkrisen i 1956. Dengang var han 17 år og endnu ikke udsendt. Han husker også Ungarnkrisen, hvor hans bror var på et nødhospital. Efter at have hørt om broderens oplevelser søgte Vagn ind i Civilforsvaret.
Den 2. december 1958 blev han indkaldt til Forsvarets Lægekorps på Jægersborg Kaserne. Her blev han uddannet sygepasser, og efter rekruttiden gik turen til Bornholm. Den 1. marts 1959 ankom han til Almegårds Kaserne, hvor han skulle arbejde på infirmeriet og køre sygevogne.
Modtagelsen husker han stadig. Det var koldt, og to overbasser tog hans pung og ur af ham, før han blev »døbt« i branddammen.
Der var få hjemmedage, og lønnen var 14 kroner om ugen. Vagn mindes med glæde turene på Damskælder med de andre, hvor de ofte benyttede sig af et godt tilbud på biksemad og en Tuborg.
Det var også på Bornholm, at en samtale på kasernen blev begyndelsen på hans vej til Gaza.
En dag blev han kaldt ind på kontoret hos en kaptajn, som opfordrede ham til at søge til Gaza. Der blev sendt en ansøgning, og Vagn kom afsted.
Sygepasser på HILL 88
I 1960 var Vagn udsendt på DANOR hold VIII og IX. Han gjorde tjeneste som sygepasser på HILL 88, først med overlæge Hans Warrer som chef og derefter med overlæge Jørgen Kornerup.
På infirmeriet tog de også imod civile palæstinensere, der søgte lægehjælp. De voksne patienter var mænd, og mange fædre kom med deres syge børn. Vagn fortæller, at begge overlæger tog sig meget af børnene og de civile, der kom.
Blandt minderne er også schæferhunden King, som kom til skade og blev behandlet som en soldat. Men særligt to piger har Vagn skrevet beretninger om.
En mor uden for pigtråden
En tidlig morgen på hold VIII mødte Vagn på infirmeriet. Uden for pigtråden sad en kvinde med et barn i armene. Da hun så ham, rejste hun sig og rakte en omkring tre måneder gammel pige over hegnet.
»Jeg glemmer aldrig de bedende øjne, denne kvinde havde,« skriver Vagn.
Øjnene var det eneste, han kunne se af hendes ansigt. Pigen var meget syg og havde høj feber. Hans Warrer undersøgte hende. Vagn fik ikke at vide, hvad diagnosen var, men overlægen sagde, at pigen ville være død, hvis hun var kommet et halvt døgn senere.
Pigen fik væske og penicillin. Imens sad moderen helt stille uden for pigtråden og ventede.
Med hjælp fra en tolk forklarede de hende, at hun skulle komme tilbage med pigen samme aften og derefter morgen og aften i de næste seks dage. Hun skulle også sørge for, at barnet fik rigeligt at drikke.
Moderen kom som aftalt, så pigen kunne få sine indsprøjtninger med penicillin. Hun fik det hurtigt bedre og havde det godt, da behandlingen sluttede.
Særligt efter at være blevet ældre har Vagn ofte tænkt på moderen. Han overvejer, om det var stor tillid til FN-soldaterne eller en desperat situation, der fik hende til at overlade barnet til ham.
»Der skal efter min mening meget styrke til at overlade sit barn til en fremmed soldat.«
Pigen, de kaldte Jasmin
På hold IX kom en far til infirmeriet med en lille pige, som de kaldte Jasmin. Faderen havde tidligere fået sine drengebørn behandlet hos Hans Warrer. Da Jørgen Kornerup overtog, fortsatte han med at behandle de børn, fædrene kom med.
Jasmin havde et meget betændt sår over hele halsen og op til ørerne på begge sider. Der var maddiker i såret. Vagn beskriver, hvordan såret viste sig at være rent, da det blev renset, og maddikerne fjernet. De havde spist det dårlige og betændte væv.
Kornerup sagde, at Jasmin ville være blevet sendt til en plastikkirurgisk afdeling, hvis de havde været i Danmark.
Hun kom til behandling på infirmeriet gennem længere tid og lærte hurtigt at tale en blanding af dansk og norsk.
Da hold IX skulle rejse hjem, og hold X skulle overtage, kom Jasmins far og tilbød Vagn at tage hende med sig. Vagn gengiver faderens ord sådan:
»Du kan få meget glæde af hende når hun bliver større«.
Feltpræst Jørgensen og overlæge Kornerup forklarede faderen, hvorfor Vagn ikke kunne tage imod tilbuddet.
Fra sygepasser til sygeplejerske
Oplevelserne i Gaza fik betydning for Vagns valg af fag. Efter hjemkomsten uddannede han sig til sygeplejerske på Vejle Sygehus og senere til operationssygeplejerske på Bornholms Centralsygehus.
I dag fortæller han om tiden som sygepasser og om vejen ind i sygeplejen gennem sine foredrag. Han har også engageret sig i arbejdet for andre veteraner og modtog i 2025 Bornholms Veteran Forums første veteranpris.
I sine beretninger vender han tilbage til patienterne på infirmeriet. Til Jasmin, der lærte dansk og norsk under sit behandlingsforløb. Og til moderen, der sad uden for pigtråden og ventede, mens hendes lille pige fik hjælp.